Det Kongelige Teater gæstede lørdag aften Frederikshavn Teaterforening
Det Kongelige Teater gæstede lørdag aften Det Musiske Hus og Frederikshavn Teaterforening med forestillingen "Endnu en dag i Guds skaberværk" efter Katrine Marie Guldagers anmelderroste og samfundsspidende roman om selvværd, sorg og omsorg.
- Vi blev blæst totalt bagover. Det var en aften, vi sent vil glemme, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.
I forestillingen kunne publikum opleve Iben Hjejle som Lotte og Alexander Bryld Obaze som Daniel. Lotte lå søvnløs i sin lejlighed. Hendes liv var væltet. Hun var blevet forladt af sit livs kærlighed, Michael, og hun var tilmed blevet fyret fra sit arbejde som socialrådgiver. Pludselig ringede Michaels voksne søn, Daniel. Han kunne ikke få fat i sin far. De fandt Michael død i sin lejlighed, og det udløste mange forskellige reaktioner fra dem begge.
Lotte havde altid forpligtiget sig på fællesskabet og sine medmennesker. Hun havde taget sig af de svageste, men nu var der ingen, der tog sig af hende. Sammen med Daniel kastede hun sig ud i at opklare Michaels mystiske død. Det blev en følelsesladet tur rundt i det indre København for at finde de, der var tilstede den sidste aften sammen med Michael.
Mens Lotte forsøgte at lægge en plan for sig selv, trådte hun samtidig ufrivilligt ind i sin nabos stormomsuste ægteskabsdrama, blev forstyrret af sin formynderiske socialrådgivers krav om CV-kurser og ekskollegaer, der fuld af sympati beklagede hendes uretfærdige fyring, og så hang hun på naboens børn uden selv at vide, hvorfor det lige var hende, der skulle agere støttepædagog. Alt imens forløste naboen selv ægteskabskrisen i Lottes seng. Man kan ikke hjælpe nogen, der ikke vil hjælpes.
- Lotte og Daniel stod sammen i sorgen, og mon ikke de også er klar til endnu en dag i Guds skaberværk. Det er vi, der forlod salen. En stærk forestilling, stærkt spillet, og det hele satte sig, fortæller Lilly Pedersen.
Iben Hjejle og Alexander Bryld Obaze sagde efter forestillingen tak til Frederikshavn for at være et dejligt publikum. Nu ruller Det Kongelige Teater videre og spørger: Er I klar til "Endnu en dag i Guds skaberværk?"
- Sig ja, for det er forrygende, levende teater, der giver stof til eftertanke. Tak fra os i Frederikshavn og god tur, ønsker Lilly Pedersen.






































