Kobbertag udskiftes i år - det store spir løftes ned på jorden ved siden af kirken
Der venter frederikshavnere og andre interesserede en vild oplevelse, når kobbertaget på Frederikshavn Kirkes spir skal udskiftes. Det er nemlig nu besluttet, at spiret løftes ned og stilles ved siden af kirken, hvor arbejdet kommer til at foregå.
Med andre ord er det en operation, der minder om den, som udviklede sig til et kæmpe tilløbsstykke, da den tre ton tunge kobberkuppel på toppen af Rundetaarn 12. januar i år blev hejst ned med kran for at få lagt nyt kobber på.
Egon Olesen, næstformand i Frederikshavn Kirkes menighedsråd, oplyser til Kanal Frederikshavn, at arbejdet i Frederikshavn ventes afsluttet med udgangen af november. Han tør dog endnu ikke sige, hvor håndværkerne går i gang.
- Vi har planlægningsmøde i næste uge, men det 28 meter høje og 30 tons tunge spir skal løftes ned på jorden, hvor reparationen kommer til at foregår bag en kæmpe indhegning, siger Egon Olesen.
Alene udgifterne til indhegning og stillads løber op i omkring en million kroner.
Samlet set forventer Egon Olesen, at udgifterne rammer 13-14 millioner kroner.
Kobbertaget er cirka 60 år gammelt. Det burde have en levetid på 100 år, men ifølge næstformanden er der anvendt for lange kobberplader på 128 centimeter. De bliver nu halveret i længden i håbet om, at det nye tag holder i mindst 100 år.
Det er også sket indvendige skader i konstruktionen, fordi der er kommet vand ind mellem kobberpladerne.
Egon Olesen forventer, at spiret placeres på sydsiden af Frederikshavn Kirke, det vil sige i retning mod Kirkegade. Det bliver formentlig kun nødvendigt at fælde ét træ for at skabe plads til spiret. De fire små spir skal ikke tages ned. De repareres, mens de sidder på kirken.
Bortset fra en kort periode bliver der almindelig adgang til kirken, selv om det store spir er udskiftet med presenning.
Frederikshavn Kirkes bygherrerådgiver Jens Baumann har i samarbejde med Arkitektfirmaet Bundgaard i Hjørring og deres ingeniørrådgiver indhentet oplysninger, beregnet, forhandlet med og indhentet tilladelser fra Nationalmuseet, Kongelig Bygningskyndig, Stiftsøvrigheden, Folkekirkens gensidige Forsikringsselskab og det lokale Provsti. Hele dette arbejde med afsluttet med en underskift fra biskop Thomas Reinholt Rasmussen.
Kanal Frederikshavn skrev første gang om det utætte kobbertag i november 2023. Dengang håbede Egon Olesen, at arbejdet ville været færdigt 1. december 2025. Det bliver altså et år forsinket. Prismæssigt frygtede han en pris på 16 millioner kroner og håbede på 10 millioner.




































