Næsten udsolgt til forestillingen med More Jacks
- Historien om More Jacks har indtaget pladsen som en af de bedst sælgende forestillinger i den kommende sæson 24/25, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening.
- Vi fik dem samlet - helt ud over det sædvanlige - men vi troede på det, og ja, nu er der 32 billetter tilbage 24. november, så er alt udsolgt. Uggerhøj valgte at gå med på forestillingen, og det er skønt, når erhverv og kultur kan noget sammen, siger formanden.
Jesper Asholt, Jesper Lohmann, Keld Heick og Stig Rossen sprudler af musikalitet og humor i en forrygende koncert, hvor de synger de tidløse klassikere fra Four Jacks’ bagkatalog.
Ud over More Jacks er der forestillingen De urørlige. En varm komedie om et uventet venskab efter den bedst sælgende film i fransk historie af Eric Toledano og Olivier Kakache. I hovedrollerne ser Preben Kristensen og Arian Kashef, der er solgt super godt, men stadig plads til lidt flere.
- Vi har satset meget på børne/unge-forestillinger, og julens glæde kan skabe magi med forestillingen fra Teater Next. En lille Nisse rejste, den er for publikum i alle aldre - den skal I simpelthen bare se, mener Lilly Pedersen.
- Ja, generelt vil vi sige, at vi er virkelig taknemmelige for den store opbakning til teater og oplæg, der er i Frederikshavn. Det giver mod på mere for os i bestyrelsen, så hvem ved, lige pludselig kommer der måske en verdensstjerne forbi og fortæller om sit liv. Det er jo kun fantasien, der sætter grænser. Modet og viljen har vi, pointerer formanden på vegne af bestyrelsen.
Alle forstillinger kan ses på www.frederikshavnteaterforening.dk.