Gå til hoved-indhold
05. juni 2024 - kl. 00.06

Nogle gange er ting altså sorte eller hvide – rigtige eller forkerte!

  • 1 af 1
Af  Gitte Kiilerich

Byrådsmedlem Gitte Kiilerich (A) har skrevet dette indlæg: Kan man være lidt inhabil? Kan man være lidt gravid? Nej! Selvfølgelig kan man ikke det! Enten er man det eller også er man ikke.

Der kører en sag i byrådet, hvor et byrådsmedlem har deltaget i behandlingen af en sag, hvor hun selv er medejer af jorden.

Det er i strid med habilitetsreglerne. Punktum. Og der er sket en klar overtrædelse af disse regler. Men det stopper ikke her. Jeg kunne have ønsket, at man indså sin fejl og indrømmede den, for det er menneskeligt at fejle, men i stedet forsøger at lægge ansvaret fra sig og udtaler, at man har gjort administrationen opmærksom på sagen. Men det er ALDRIG en administrativ opgave at holde styr på, hvornår et byrådsmedlem er inhabil eller ej. Det ansvar påhviler udelukkende den enkelte selv.

Man kan godt forsøge at tale om fejlen som om, at det ikke gør så meget med et inhabilt byrådsmedlem i salen, når sagen behandles, hvis et flertal stemmer for. Men hvis vi begynder at gå nedad den vej og acceptere dette, så er vi virkelig ude på et skråplan og i strid med reglerne.

Uanset, hvordan stemmefordelingen er, så ændrer det ikke ved, at man ikke må deltage i en politiske behandling af tilladelser på noget, som kan give personlig vinding eller økonomisk gevinst. Det burde være sund fornuft – i hvert fald i den del af verden, vi bor i.

Det er samtidig derfor, at lovgivning i en retsstat er sort og hvid. Inhabil eller habil.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...