Gå til hoved-indhold
02. december 2025 - kl. 11.12

Nok er nok - vi kan ikke blive ved med at betale prisen

  • 1 af 1
Af  Jerry Mikula

Jerry Mikula, Frederikshavn, kommenterer i dette indlæg nyheden om, at prisen på fjernvarme igen stiger i Frederikshavn: Er vi ved at være der, hvor nok simpelthen er nok? Hvor vi som borgere i Frederikshavn Kommune må sige fra over for de gentagne prisstigninger, som vores fjernvarme og forsyningsselskab udsætter os for? For igen får vi at vide, at højere elpriser er forklaringen, samtidig med at ledelsen i toppen tildeles solide lønstigninger. Det harmonerer ikke.

Frederikshavn ligger nu på en andenplads i Danmark, når det gælder de højeste varmepriser. Det burde få enhver alarmklokke til at ringe. Og spørgsmålet er: Skal vi som borgere fortsætte med at betale regningen uden protest? Eller er tiden kommet til, at vi samler os og på fredelig og tydelig vis markerer, at grænsen er nået?

Samtidig bryster Frederikshavn Forsyning sig af, at affaldsafhentningen falder i pris. Det lyder fint, men sandheden er, at det ikke er en gave fra Forsyningen. Det er et resultat af statens indførte producentansvar, hvor vi allerede betaler emballageafgiften via vores indkøb. Kommunerne er simpelthen blevet pålagt at sænke taksten. Der er altså ingen heltestatus at hente her.

Når man ser på de kommende prisstigninger, bliver billedet endnu tydeligere:

Varmeprisen hæves med 36,25 kr./MWh – en ekstraregning på cirka 486 kr. årligt for et almindeligt hus.

Vandprisen stiger grundet udgifter til grundvandsbeskyttelse og større projekter.

Spildevand stiger med 525 kr. om året for en almindelig husstand.

Kun affaldstømningen falder, og udelukkende fordi staten har bestemt det.

Forsyningen forklarer, at prisstigningerne skyldes højere elpriser, øgede driftsudgifter og nye projekter. Men det ændrer ikke på én simpel virkelighed: Det er borgerne, der igen og igen betaler.

Det store spørgsmål er nu: Kan vi forvente støtte fra vores nye byråd? De er jo selv borgere i kommunen. Deres familier bliver også ramt. De må være lige så frustrerede som alle andre over at se faste udgifter stige år efter år.

Derfor bør byrådet nu stå sammen med borgerne og sikre, at der kommer gennemsigtighed, ansvarlighed og reel prioritering i Forsyningens økonomi - ikke bare automatpilot på prisstigninger.

For det er svært ikke at bemærke noget: Prisforskydningerne i Forsyningen rammer næsten præcis samtidig med, at elafgiften bliver reduceret. Det får det hele til at ligne et nulsumsspil, hvor borgerne aldrig får lov at mærke lettelserne.

Nok er nok.

Vi accepterer ikke bare endnu en regning uden at blive hørt.

Og det er nu, politikerne må vise, at de er valgt af borgerne og ikke blot administrerer prisstigninger videre uden spørgsmål.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...