Nordjyderne skal ikke betale prisen for en forfejlet grøn omstilling
Folketingsmedlemmerne Lise Bech og Kristian Bøgsted (DD), valgt i Nordjyllands Storkreds, har skrevet dette indlæg: Den grønne omstilling er kørt fuldstændig af sporet, når det kommer til sund fornuft. Og det mærker man her i Nordjylland. Mange oplever, at helt urealistiske politiske mål overskygger hverdagen i landdistrikterne. Centraliserede og ensrettede beslutninger gør, at både naturen og borgerne ofte bliver overset og ikke inddraget i processen.
Det mærker vi tydeligt her i Nordjylland. Her oplever mange, at deres hverdag bliver klemt af beslutninger, der er truffet på Christiansborg – uden blik for de lokale konsekvenser. Det handler ikke bare om udsigten til store solcelleanlæg eller vindmøller i det åbne landskab. Det handler om, at fundamentet for vores dagligdag og kultur fordamper – at vores stemmer ikke tæller.
Vi ser marker, som generationer har dyrket, blive omdannet til solcelleparker, og vi ser kæmpe vindmøller rejse sig tæt på boliger, natur og kysten. Det påvirker ikke bare udsigten og vores hverdag – det slider på det lokale fællesskab og vores tilknytning til vores hjem.
Den grønne omstilling må ikke ske på bekostning af os borgere og vores tilknytning til naturen. I stedet skal det være en proces, hvor vi nordjyder tages med i beslutningerne fra begyndelsen – hvor vi både bidrager til og får glæde af initiativerne.
Regeringens planer om storskalaprojekter i det åbne land skal tages op til fornyet vurdering – endnu mere, fordi eksperter som Brian Vad Mathiesen, professor i energiplanlægning ved Aalborg Universitet, kalder regeringens idéer urealistiske. Det kræver en kursændring, før det er for sent.
Det handler om at beskytte den nordjyske identitet – om at kunne sige fra, når et projekt underminerer både landskab og hverdag. Der er intet i vejen med grøn energi, men når den underminerer de værdier, vi står for, så skal vi sige stop.
For os handler grøn omstilling om mere end energi og effektivitet – det handler om mennesker, natur og bæredygtig lokal økonomi. Og ikke mindst sund fornuft. Det er et spørgsmål om tillid, dialog og lokal forankring. Vi ønsker, at beslutninger træffes i samarbejde med dem, det handler om, og at værdierne i samfundene ikke går tabt i processen.
Vi ønsker, at nordjyderne bliver lyttet til og taget alvorligt. Den grønne omstilling skal ske i samarbejde med lokalbefolkningen og tage hensyn til både naturen, mennesker og lokale forhold. Det er vigtigt, at beslutninger ikke bliver truffet uden at inddrage dem, det handler om.
Derfor siger vi: Stop centraliseringen, få fornuften tilbage i den grønne omstilling, og lad os tage lokalbefolkningen med fra start. Det er vejen til en bæredygtig fremtid – for hele Danmark.