Skagen Vinterbaderfestival: Maren Lotte finder varmen under isen
Maren Lotte vender trofast tilbage til Skagen Vinterbaderfestival, og hun tager gerne hendes veninde med i bølgerne. Der er mange måder at finde ro på. For Maren Lotte handler det om at hoppe i havet midt om vinteren – og gerne i selskab med 300 andre vinterbadere i Skagen. For tredje år i træk deltog hun i Skagen Vinterbaderfestival, og det er blevet en tradition, hun ikke vil undvære.
- Jeg har aldrig været en vandhund. Det var faktisk min mand, der altid måtte bade med ungerne, da de var små. Men en dag efter træning tog jeg spontant en dukkert i åen. Det var som at opdage en ny verden. Jeg ringede straks til min veninde, som havde vinterbadet før og sprurgte: Skal du med i morgen?, Maren Lotte med et grin.
Mange badeture og fire måneder senere var de til Skagen Vinterbaderfestival og gjort det til en fast årlig begivenhed.
For Maren Lotte er det ikke bare det kolde gys, der trækker. Det er hele stemningen og energien, der er at opleve ved vinterbadefestivalen i Skagen.
- Det er noget særligt i Skagen. Saunaerne kører hele weekenden, man møder gode mennesker, og der er en høj grad af humor og fællesskab. Det er næsten familiært, fordi man ser nogle af de samme igen hvert år, siger hun.
Hun fortæller med grin i stemmen om et par nordjyske vikinger, Franz Jäger, norske Super Nielsen og hans otte kvindelige kollegaer i matchende røde badedragter, om sin egen badeklub "Bade Bunnies" med badesvamp på numsen og kaninører på hovedet og om følelsen af at sidde tæt i en overfyldt sauna, uden at det gør spor. Det er en total modsætning til hverdagen, hvor man helst holder afstand.
Maren Lotte har siden første gang i vandet som vinterbader prøvet kræfter med mange forskellige steder. Til daglig er det ofte en koldtstrømmende å eller en stillestående sø, hvilket giver meget forskellige badeoplevelser. Hun har hugget hul på 10 cm is for at komme i vandet. Alligevel er det helt unikt i Skagen, fordi det ofte byder på bølger, og det giver en helt anden slags udfordring.
Vinterbadning er for mange en grænseoverskridende oplevelse, og Maren Lotte lægger ikke skjul på, at det er koldt.
- Det værste er, når maven rammer vandet, smiler hun.
Men at turen i vandet giver en følelse af, at man nulstiller hele systemet. Man har det altid bedre bagefter. Tankerne forsvinder, og man bliver helt rolig i hovedet.
Hun understreger dog, at det ikke handler om præstation.
- Nogle er hardcore og kan svømme rundt i flere minutter, andre er hurtigt op og i igen. Det er meget individuelt, og det vigtigste er, at man gør det på sin egen måde, for man skal ikke præstere for nogen. Det skal ikke være en konkurrence. Man skal huske at lytte til sin krop, så det bliver en god oplevelse, mener Maren Lotte.
Maren Lotte bor og arbejder i Sønderjylland, men festivalen trækker hende hjem til Skagen hvert år, hvor hun er født og opvokset. Her bor hun og veninden i hendes gamle barndomshjem under festivalen.
- Det er noget, jeg glæder mig til hele året. Det giver energi, grin og varme.
Hun har svært ved at forestille sig vinteren uden at besøge Skagen Vinterbaderfestival, og i det hele taget kan hun ikke forestille sig en dagligdag uden en tur i vandet.
- Hvis jeg ikke kommer afsted, savner jeg det. Især om morgenen. Det giver mig en god start på dagen. Jeg bliver simpelthen glad af det.
Til dem, der er nysgerrige, men tøver, har Maren Lotte et helt enkelt råd:
- Jeg plejer bare at tage dem under armen og få dem med i. Så kan de selv mærke det. Der er ikke så meget mere at sige – det skal opleves.
Hvis man overvejer at starte op med at vinterbade, så husk altid at gøre det sammen med andre. De dage, hvor Maren Lotte og hendes veninde ikke kan få det til at passe med deres dagligdag sammen, så hopper de turen i vandet over. Sikkerheden er vigtigst.