Nu skal Frederikshavn have sin helt egen kage
Museet Sognefogedgården i Frederikshavn danner søndag 19. juni kl. 13.00 ramme om kåringen af Frederikshavnerkagen.
- Der er kommet fem gode bud på, hvilken kage der skal være vores kage – Frederikshavnerkagen - og vi er super glade for, at der er nogen, som tør tage udfordringen op, fortæller formand Anette Jørgensen, Sognefogedgårdens Venner.
Efter sidste års bagedyst-succes, som havde titlen "Den gammeldags bagedyst", blev Sognefogedgården opfordret til at gentage succesen.
- Og vi frivillige på museet blev enige om, at så skulle Frederikshavn da have sin helt egen kage, siger Anette Jørgensen.
Der er både skærekager og portionskager med i konkurrencen.
- De er utroligt godt lavet, og vi er blevet helt blæst bag om af den kreativitet, der ligger bag. Det overgår vores vildeste fantasi. Den er måske heller ikke stor, griner Lea Jensen, som er med i museets Køkkenpigelaug.
Deltagerne bager kagerne derhjemme og afleverer dem på gården, hvor et dommerpanel bestående af borgmester Birgit S. Hansen, Anita Madsen fra Bager Madsen, Christian Vejby fra KiDs Coolshop, handelschef Dan Kobberup fra FREDERIK og byrådsmedlem Anders Christiansen fra Kultur- og Fritidsudvalget, har 50 procent af stemmeafgivningen. De resterende 50 procent har frederikshavnerne eller gæsterne. Der vil være smagsprøver til de første 50 gæster.
- Dommerpanelet står for sig selv og dømmer efter smag, udseende, kreativitet og om den er nem at lave. Vi har valgt at deltagerne er anonyme indtil kåringen, og alle opskrifterne bliver efterfølgende offentliggjort, oplyser Lea Jensen.
Der vil være forskellige aktiviteter for både børn og voksne på gården på søndag. Gårdens mange dyr er ude, og man er velkommen til at sætte sig på gårdspladsen og nyde en kop kaffe, som kan købes på museet eller bare nyde den fantastiske atmosfære på den gamle museumsgård, som gæsterne gennem tiden har kaldt "Folkets museum".
Arrangørerne forventer, at vinderen findes omkring kl. 15.00. Det er gratis at komme og smage på kagerne og komme ind på gårdspladsen. Museet er åbent ved fremvisning af billet, som er lidt billigere denne dag.
- Men ét er helt sikkert. Det bliver en hyggelig dag, hvor vi glæder os til at se så mange gæster som muligt, der har lyst til at være med til at finde frederikshavnernes helt egen kage, og også til at lægge museum til kåringen af Frederikshavnerkagen. Vi håber ligeledes, at det er deltagerne og vinderen som bliver midtpunktet denne dag. Vi lægger kun museum til og har sat idéen i værk. Det er de fem dygtige amatørbagere, som har gjort det store arbejde, understreger Anette Jørgensen.