Gå til hoved-indhold
05. juli 2025 - kl. 00.07

Danmarks nye flådeskibe skal bygges i Frederikshavn – en mulighed for hele Nordjylland

  • 1 af 1
    Lise Bech (DD) ses her forrest under rundvisningen på Frederikshavn Havn for en måned siden.
Af  Lise Bech

Folketingsmedlem Lise Bech, forsvarsordfører for Danmarksdemokraterne, har skrevet dette indlæg: Så skete det. Efter måneders spekulation og forhandlinger er Frederikshavn blevet udvalgt som base for byggeriet af Danmarks fremtidige flådeskibe.

Det er først og fremmest rigtig godt for Danmark, at vi nu kan komme i gang med en reel oprustning af vores forsvar til søs, men det er så sandelig også en god nyhed for Frederikshavn og resten af Nordjylland.

Personligt er jeg slet ikke i tvivl om, at Frederikshavn har de nødvendige faciliteter, der skal til for at banke en skibsproduktion i gang. Byen er jo nærmest sølet ind i dybe historiske rødder i skibsfart og den maritime industri med stolte traditioner. Derfor er det også oplagt, at det er her, vi skal have anlagt et værft, hvorfra massevis af nye skibe skal bygges i fremtiden.

Det er en unik mulighed for Frederikshavn og resten af Nordjylland, for det kommer uundgåeligt til at betyde, at nye arbejdspladser kommer til egnen.

Det gælder både i forbindelse med den konkrete bygning af skibe på det nye værft, det skal ligge klos op ad Flådestation Frederikshavn – men det kommer også til indirekte at påvirke en lang række følgeerhverv, hvor man kun kan forestille sig, at det regionale erhvervsliv i Nordjylland kommer til at bidrage.

Det kommer til at give vores virksomheder helt nye muligheder, og forhåbentlig kommer det også til at betyde, at nye virksomheder ser dagens lys.

Det er i hvert fald min forhåbning, at det kan ske i samarbejde med Frederikshavn Kommune, hvor jeg ved, at Danmarksdemokraternes byrådsmedlem Jens Nygaard kommer til at prioritere vigtigheden af et godt offentligt-privat samarbejde om det nye værft.

Som Danmarksdemokrat har jeg svært ved ikke at være meget tilfreds med, at det netop er Nordjylland, som kommer til at være hjemsted for det nye værft.

Mink-skandalen kostede et helt erhverv, CO2-afgiften på dansk landbrug kommer også til at betyde, at landmænd må dreje nøglen om, og når CO2-afgiften på fiskeriet rammer indenfor et par år, så bliver mange af fartøjerne ulønsomme. Det er beslutninger, som regeringen har truffet – og som jeg er dybt uenig i – men ikke desto mindre kommer det til at ske, og det trækker Danmark i en skæv retning, hvor yderområderne betaler prisen.

Derfor skal vi også se det her som en mulighed for Frederikshavn og resten af Nordjylland, og jeg er helt sikker på, at vores erhvervsliv kommer til at udnytte den.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...