"Kom lad os brokke os" - skulle vi have haft TV2-tribute-band i stedet?
Marianne Lørincz har skrevet dette indlæg: I aften genlyder det af sang - og oven i købet med udsigt til en solrig sankthans-fejring. "Vi vil fred her til lands…", klinger hult, hvis vores adfærd og mangel på demokratisk dannelse udmønter sig i personangreb, råb og udskamning, når vi samles og i særdeleshed på SoMe.
Fredag spiller "De Vilde Kaniner" Gnags på Sæby Torv, men måske skulle vi have haft et TV2-tribute-band, så byen kunne genlyde af sangen "kom lad os brokke os"?
ER DU AKTIV - ELLER RÆKKER ENGAGEMENTET KUN TIL FACEBOOK?
Da vi fik et nyt byråd, fortsatte jeg min tilmelding til at få advisering, når der er nyt. Endnu har jeg ikke set, at der er "spørgsmål fra borgere", men til gengæld er der livlig aktivitet på Facebook.
Brok og forargelse kan man finde meget af. Sætninger, som entydigt handler om, at "de blå sparer alt velfærd væk", "de røde gav kun en rød bundlinje" - og værre bliver det, når man laver personangreb, det er bare IKKE i orden.
Gå dog til byrådsmøder, meld dig ind og vær aktiv i politik, tag et medansvar, stil spørgsmål…..mulighederne er mange.
ANGREB PÅ NYANSAT DIREKTØR SØREN AAKJÆR
Det, der får mig til tasterne, er Nordjyskes artikel om ansættelsen af Søren Aakjær - og ikke mindst de i min optik "stupide" kommentarer, det udløser.
For det første kan et enkelt opslag på LinkedIn give et ret godt indblik i, hvordan samarbejdsrelationer takker Søren for en enormt god og helhedsorienteret indsats i Viborg. Og for det andet så er hverken Søren eller Frederikshavn Kommune ansvarlige for, hvordan fratrædelsesaftalen i en anden kommune er skruet sammen.
Hvis man generelt er utilfreds med det, er det da ok, men det har da intet med kompetencer og ansættelse af vores nye direktør at gøre.
Og fordi medierne skriver om noget, så må man da godt lige tænke sig om selv. Det er simpelthen ikke fair at fare til personangreb.
BROK SMITTER - EN FJER BLIVER TIL 5 HØNS - OG DET BLIVER MOBNING
Gennem hele mit arbejdsliv har jeg gjort mig umage for at invitere til dialog om uenigheder. At skabe tillid til, at uenighed er velkomment, men at jeg ikke gad at høre det mudre i kantinen, hvis man ikke tog det op det rigtige sted først.
De, der bedst kan vurdere, om jeg lykkedes med det, er selvfølgelig mine medarbejdere, men jeg er overbevist om, at de fleste vil mene, at det var ærligt ment, og at vi altid kunne have en dialog, hvor der var plads til at uddybe sine holdninger og måske nå en fælles forståelse.
Jeg har ALDRIG accepteret mobning i skolen, på arbejdspladsen blandt kolleger, af politikere - og hvis jeg er utilfreds med noget, så vil jeg altid søge en dialog med de rette (hvis de ellers er tilgængelige for det).
VI MÅ IKKE HÆNGE HJERTE OG HJERNE I GARDEROBEN
Vi kan simpelthen ikke være det bekendt - det gælder i alle sammenhænge - på job, privat
og i vores adfærd på SoMe.
Jeg ytrer mig selv aktivt på både SoMe og i medierne, men jeg har altid søgt dialogen med dem, det handler om. Altid med FAKTA - og altid med fokus på VM-bolden - og det giver indblik i et bredere perspektiv.
Og ja, det har da givet en enkelt blokering fra en landspolitiker, men vedkommende bruger så heller ikke fakta om politiske budskaber, så det var nok med hensigten om, at fakta ikke skulle forstyrre hans vælgertilslutning.
I ØVRIGT ER BROK OG MUDDERKASTNING EN RIGTIG DÅRLIG BRANDINGSTRATEGI, hvis vi gerne vil vækst og tilflytning til vores fantastiske landsdel og kommune.




































