Nyt spisested i Frederikshavn med vietnamesisk mad åbner på fredag
Fredag 15. maj kl. 11.00 står den på vietnamesisk mad, når Banh mi Bowl åbner i Rimmensgade 2 i Frederikshavn ved siden af Fiskebaren. Det er Boom Jong Lee og Tien Thi Thuy Lee, der står bag det nye vietnamesiske koncept. De har tidligere drevet Kinagrillen i Danmarksgade.
- Vi glæder os til at se en masse sultne kunder til vores åbning på fredag. De første 50 kunder får et gratis måltid (ikke suppe), lover Boom Jong Lee og Tien Thi Thuy Lee.
Hos Banh mi Bowl er der blandt andet hjemmelavede kina- og forårsruller, bowls og vietnamesisk suppe på menukortet.
- Samtidig er der frederikshavner-premiere på Bahn mi, som er en lækker vietnamesisk sandwich. Brødet er friskbagt fra Bager Madsen og er med vietnamesisk kød og fyld. Ligesom i vores andre retter er alt hjemmelavet, lover parret bag Bahn mi Bowl og fortsætter:
- Vi glæder os til at lave noget nyt, og vi synes, at der mangler et vietnamesisk spisested i Frederikshavn. Virksomheder kan benytte os til deres frokostordning, og vi laver også gerne mad ud af huset til selskaber. Kig ind og tag en snak med os – så finder vi en løsning.
Banh mi Bowl holder åbent hver dag fra kl. 11.00-20.00.





































