Nytårskur på lørdag: Spis morgenmad med Bjarne Laustsen og Rasmus Prehn
Socialdemokratiet i Frederikshavn-kredsen inviterer alle indenfor til Nytårskur på lørdag 13. januar. Der er plads til 80 gæster, som kan glæde sig til at møde de to folketingsmedlemmer Rasmus Prehn og Bjarne Lausten.
Rasmus Prehn fortæller om sit arbejde med at skrive "Den sidste rustbanker" - bogen om Bjarne Laustsen, tillidsmanden fra Nordjylland, og Bjarne Laustsen er naturligvis klar til at fortælle anekdoter fra sine snart 28 år som folketingsmedlem.
Bjarne Laustsen glæder sig til at svare på spørgsmål fra gæsterne i Metal Vendsyssels lokaler på Håndværkervej 2 i Frederikshavn.
- Jeg er klar til at besvare næsten alle spørgsmål, og der er nok at tage fat på. Skattelettelser, velfærd, grøn omstilling og udkant/afvikling kunne være fire emner, der blev taget op, siger Bjarne Laustsen.
Han har været medlem af Folketinget to gange. Fra 1992 til 1994 kom han ind fra sin position som 1. suppleant, da Arne Jensen, valgt i Hjørring-kredsen, døde i et trafikuheld. I 1997 afløste han Jens Risgaard Knudsen som Socialdemokratiets folketingskandidat i Frederikshavn, og han været været medlem af Folketinget uafbrudt siden 1998.
- Det er et spændende arbejde at være folketingsmedlem. Det giver mening, især når du mærker, at du flytter noget, siger Bjarne Laustsen.
Der er plads til 80 gæster. De fordeles efter først-til-mølle. Tilmelding sker ved at sende en mail til sbjal@ft.dk senest torsdag kl. 12.00.
- Vi har allerede tilmeldte fra andre partier, og alle er velkomne, pointerer Bjarne Laustsen.
Metal Vendsyssel er vært for et lækkert morgenmåltid. Nytårskuren begynder kl. 10.00 og slutter kl. 12.30.
Bogen "Den sidste rustbanker" kan købes på lørdag i forbindelse med arrangementet. Den koster 250 kroner. Overskuddet går til lærlingearbejde i Nordjylland.




































