Person død efter knivstikkeri
Ifølge politiet er der tale om en episode mellem to personer, der kender hinanden.
En person er nu død efter det knivstikkeri, der tidligere i dag fandt sted i Rimmensgade i Frederikshavn.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Politiet fik en anmeldelse klokken 12:16, og inden politi og ambulancer nåede frem, fik den forudrettede førstehjælp af vidner, men vedkommendes liv stod altså ikke til at redde.
Ifølge politiet tyder de indledende undersøgelser på, at der er tale om en "isoleret episode mellem personer, som kender hinanden; ikke med relation til bandemiljøet", skriver de.
- Vi arbejder intensivt med sagen, og har foretaget en række efterforskningsskridt. På nuværende tidspunkt er der ikke noget, der tyder på, at øvrige borgere har været i fare, siger vicepolitiinspektør Søren Pejtersen, der leder politiets efterforskning af sagen.
Politiet er fortsat i den indledende fase af efterforskningen, lyder det.
- Men vi er i færd med at afhøre vidner og sikre spor på gerningsstedet. Efterforskningen skal nu klarlægge det præcise hændelsesforløb og baggrunden for episoden. Vi har i øjeblikket nogle forskellige hypoteser og nogle vidneudsagn, som vi arbejder på, siger vicepolitiinspektøren og fortsætter:
- Vi er fortsat i gang med at indsamle oplysninger, og derfor kan vi ikke kommentere yderligere detaljer om sagen på nuværende tidspunkt, siger Søren Pejtersen.
De pårørende er endnu ikke underrettet.
Kanal Frederikshavn følger sagen.




































