23.06.2022 | Af: Michael Frederiksen
Peter Skovbak kæmper med tidsgrænsen i USA
108969
108969
Pludselig skulle Peter Skovbak og de andre ryttere køre godt to kilometer på grusvej.
|
Peter Skovbak er "nogenlunde smertedækket", men skal kæmpe en hård kamp med at komme i mål inden for tidsgrænsen på 12 døgn.
Sådan lyder morgenmeldingen fra Peter Skovbaks følgebil, som netop er kørt ind i Indiana, hvor tidsforskellen til Danmark kun er seks timer.
- Vi tror på det, men der er ikke meget tid at give af, så vi skal være skarpe og udnytte tiden optimalt, fortæller Hanne Rebsdorf.
Torsdag kl. 13.50 (dansk tid) har den 55-årige strandbynit cyklet næsten 3.800 ud af 4.888 kilometer i Race Across America. I går var han tvunget til at holde pause seks timer i træk på grund store mavesmerter, som viste sig at være nyresten.
- Det lader til, at vi kan holde Peter nogenlunde smertedækket, og Peter kører et fint stabilt tempo. Natten er gået rigtig fint, og Peter er i godt humør og har stadig hans tørre humor og små drillende kommentarer, fortæller Hanne Rebsdorf.
Største udfordring tidligt torsdag morgen har været en ændring af ruten, hvor Peter Skovbak pludselig skulle køre på grusvej i næsten to kilometer.
- Det er hverken optimalt for cyklen eller Peters efterhånden ømme krop. Selv små ujævnheder på asfaltvejene er ubehagelige for rytterne på dette tidspunkt i løbet, siger Hanne Rebsdorf.
Peter Skovbak skal senest være i mål på østkysten søndag kl. 21.57 dansk tid.