Gå til hoved-indhold
03. oktober 2022 - kl. 15.10

Platform hos M.A.R.S. udsat for groft hærvæk

  • 1 af 2
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 2
    Veslefrikk B ses til venstre - platformen er gul og orange.
Af: Michael Frederiksen

Der er begået hærværk for flere hundrede tusinde kroner på platformen Veslefrikk B, som ligger hos Modern American Recycling Services Europe (M.A.R.S.) i Frederikshavn. Politiet leder efter to gerningsmænd.

M.A.R.S. har til huse på den nye del af Frederikshavn Havn. Området er indhegnet, men overvågningsbilleder viser, at to mænd ankom i en bil til M.A.R.S. lørdag 24. september ved 23-tiden, hvorefter de forcerede et hegn.

Herfra satte de kurs mod Veslefrikk B, som ejes af den norske oliegigant Equinor. Veslefrikk B befinder sig i Frederikshavn, fordi den over 30 år gamle platform har udtjent sin værnepligt og nu skal genanvendes.

Veslefrikk B er 80 meter bred og 110 meter lang. Der er fire dæk på platformen - i alt godt 10.000 kvadratmeter. Hoveddækket er 50 meter over jorden.

De to gerningsmænd har med politikommissær Peter Skovbaks ord begået "groft hærværk". De besøgte flere dæk og lokaler i de næsten fire timer, de var i området - altså fra lørdag 24. september kl. 23.00 til søndag 25. september kl. 03.00.

Der er blandt andet ødelagt fladskærme, elektronikudstyr, en dyr kaffeautomat, reoler, vinduer, spejle, vaskemaskiner og skriveborde. Flere steder er der smidt ting ud over gulve.

M.A.R.S. er endnu ikke for alvor begyndt at genanvende Veslefrikk B, så platformen var tæt på intakt, da den for lidt over en uge siden fik uventede gæster på besøg.

- Vi håber, at der er folk, som kan hjælpe os med opklaringen. Der må være nogen, som har kendskab til dette grove hærværk, håber Peter Skovbak, leder af Efterforskningscenter Frederikshavn.

Politiet træffes på 1-1-4. 

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...