Gå til hoved-indhold
15. november 2025 - kl. 15.11

Politikere mødte "flinke og rare" vælgere i gågaden i Frederikshavn

  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Sidste lørdag inden kommunalvalget var der traditionen tro en del politikere på gaderne i de forskellige byer i Frederikshavn Kommune. Kanal Frederikshavn var en tur i gågaden i Frederikshavn.

- Vejret er dejligt, og der er faktisk rigtigt mange hernede, og folk har lyst til tale med os, sagde gruppeformand Jan Bjeldbak (V).

Han havde netop været en tur frem og tilbage i gågaden, men var nu på vej ind i Venstres valgbutik for at drikke en kop kaffe.

Socialdemokratiet var placeret på Kallstorv, der har overtaget positionen som "politisk centrum" fra Fisketorvet, hvor der ikke var én eneste politiker.

Socialdemokratiets røde jakker fyldte godt i gadebilledet, og byrådsmedlem Brian Kjær gav udtryk for en blomstrende optimisme.

- Der er en rigtig god stemning, og det har virkelig udviklet sig her de sidste dage. Jeg tror, vi kommer stærkt igen. Der er mange, som vil blive overrasket på tirsdag omkring midnat. Stemmerne vil gøre, at Anders (Brandt Sørensen, red.) stiller sig i spidsen for et stærkt samarbejdende byråd, udtalte Brian Kjær

Spidskandidat Thomas Hjort (DF) berettede og "venlige og smilende" folk i gågaden.

- Det er faktisk rart her i slutspurten på valgkampen, konstaterede DF'eren.

Rykker det noget at være i gågaden?

- Ja, alt rykker jo. Man skal kæmpe til det sidste, ellers gør man sig selv en bjørnetjeneste, vurderede Thomas Hjort.

Almina Nikontovic og Tina Kruckow fører denne gang valgkamp som SF'ere efter deres skifte fra Socialdemokratiet.

- Der er virkelig en god stemning herude på gaden. Folk er ikke helt blevet trætte af os endnu, selv om vi er mange partier, udtalte Tina Kruckow.

Er I trætte?

- Jo, jeg er træt, det må gerne snart være slut, for det er hårdt, men folk giver krammere og vil gerne snakke med os, sagde Almina Nikontovic.

Spidskandidat Klaus Hjulmand (LA) var ligeledes i gågaden.

- Det er de sidste kramptrækninger. Det er nu, at slutspurten bliver sat ind, fortalte Klaus Hjulmand, som kæmper for at skrive historie.

Det er aldrig lykkedes for Liberal Alliance at få en kandidat valgt ind i Frederikshavn Byråd.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...