Gå til hoved-indhold
17. maj 2024 - kl. 00.05

Rock i Frederikshavn: Under 1000 billetter tilbage

  • 1 af 2
    Mandag aften samlede arrangørerne alle nøglepersoner blandt de frivillige for at få de sidste praktiske detaljer på plads forud for Rock i Frederikshavn lørdag 8. juni.
  • 2 af 2
    Frivillige spiller en helt central rolle i Rock i Frederikshavn, og deres indsats kan ikke overvurderes.
Af: Michael Frederiksen

Der er nu mindre end 1000 billetter tilbage til Rock i Frederikshavn, der finder sted lørdag 8. juni på Knivholt Hovedgaard i Frederikshavn. Efterspørgslen på billetter vidner om en stor forventning til det, som arrangørerne selvsikkert kalder Årets Fedeste Fest.

Der er fart på både billetsalget og de sidste forberedelser til koncerten lørdag 8. juni. Mandag aften havde arrangørerne samlet en række nøglepersoner blandt de frivillige for at koordinere de sidste praktiske detaljer. Gruppen af dedikerede hjælpere er essentiel for gennemførelsen af Rock i Frederikshavn, og de er mere end klar til at yde en ekstra stor indsats for at skabe årets fedeste fest på Knivholt.

Frivillige spiller en helt central rolle i Rock i Frederikshavn, og deres indsats kan ikke overvurderes. Arrangørerne lægger ikke skjul på, at det er de frivillige, der sørger for, at alt forløber glat. Fra opsætning af scener og telte til håndtering af sikkerhed og rengøring er det deres arbejde bag kulisserne, der gør det muligt, at alt fungerer for de 5.500 gæster til koncerten.

- Vores frivillige er hjertet i Rock i Frederikshavn. Uden deres passion og hårde arbejde kan vi simpelthen ikke gennemføre vores koncert. Vi er utroligt taknemmelige for deres engagement og ser frem til sammen med dem at skabe en uforglemmelig oplevelse for alle gæster, siger Casper Høgsted, talsperson for Rock i Frederikshavn.

Og han fortsætter:

- At vi nu nærmer os udsolgt, er både helt fantastisk og samtidig noget skidt. Vi vil jo helst, at der er plads til alle, men vi skal som alle andre overholde myndighedernes retningslinjer. Så jeg vil lige komme med en opfordring til alle, der ikke har købt billet: Få nu købt den billet!

Rock i Frederikshavn sælger hvert år 5.500 billetter til koncerten på Knivholt. Status på billetsalget i skrivende stund er 4.697 solgte billetter.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...