Sæby Friskole får ikke lov til at flytte til Sæby Søbad
Sæby Friskole får ikke lov til at flytte skolen til en del af Sæby Søbads centerbygning. Det har et enigt Plan- og Miljøudvalg i Frederikshavn Kommune besluttet.
- Den placering skal bruges til boliger og turistformål. Det er vi enige om i udvalget, forklarer formand Peter E. Nielsen (A).
Ejeren af Sæby Søbads centerbygning havde indsendt en ansøgning til administrationen om at dele af centerbygningen får ændret den gældende planlægning, så den i fremtiden også kan anvendes til offentligt formål som skole.
Lokalplanen fastlægger centerbygningens anvendelse til blandt andet indendørs og udendørs svømmebassin for ferieboligernes gæster samt offentlig tilgængelig restaurant. Sæby Friskole anvender i øjeblikket en del af bygningen, men en overvejende del af bygningen står ubenyttet.
Sæby Friskole ønskede at flytte alle sine aktiviteter til centerbygningen.
En anvendelse af centerbygningen til skole ville være i strid med gældende kommuneplanramme, og det var derfor nødvendigt, at der blev udarbejdet et nyt kommuneplantillæg. Det indstillede administrationen, at man gik i gang med, men politikerne sagde nej.
Thomas Jørgensen (V), som vikarierede for Peter Sørensen (V), blev erklæret inhabil i sagen.