Gå til hoved-indhold
05. juni 2025 - kl. 08.06

Sammen hylder vi frivilligheden til Nord Awards

  • 1 af 3
    Nord Awards er en fest, hvor der siges en stor tak til alle frivillige for deres uvurderlige indsats.
  • 2 af 3
    Arena Nord og Idrætssamvirket står bag aftenens prisuddeling. Det er muligt at nominere frivillige i de forskellige kategorier indtil 14. juni.
  • 3 af 3
    L.I.G.A. underholder til Nord Awards 2025.
Af: Michael Frederiksen

Frivillige er rygraden i foreninger, klubber og sociale tilbud både i byerne og i lokalsamfundene. Deres uvurderlige indsats skal derfor hyldes med en stor fest. Den holdes 12. september af Frederikshavn Kommune, Arena Nord og Idrætssamvirke.

Nord Awards er en fest, hvor der siges en stor tak til alle frivillige for deres uvurderlige indsats. Frederikshavn Kommune, Arena Nord og Idrætssamvirket inviterer derfor alle frivillige, trænere, ledere, idrætsudøvere, pårørende og andre interesserede til at deltage i Nord Awards - en aften fyldt med musik, underholdning, fællesskab og taknemlighed.

- Frivillighed er ikke bare noget, vi sætter pris på – det er noget, vi ikke kan undvære. Det skaber grobunden for liv, sammenhold og muligheder i lokalsamfundene. De frivillige er afgørende for, at vi i Frederikshavn Kommune kan tilbyde så rigt et kultur- og fritidsliv, som vi gør til vores borgere i alle aldre. Denne fest er vores måde at sige dem en stor tak, siger borgmester Karsten Thomsen, Frederikshavn Kommune.  

Der er lagt op til en sjov og begivenhedsrig aften, hvor værterne Anders og Matilde (kendt fra podcasten Anders og Matildes verden) fører publikum gennem programmet, der byder på både koncert med L.I.G.A og comedy. Derudover sørger Arena Nord og Idrætssamvirke for en prisuddeling og et afterparty. Festen er ligeledes støttet af Sparekassen Danmark og Nordjyske Bank.

Frederikshavn Kommune har sikret, at foreninger inden for fritids- og socialområdet har mulighed for at deltage med to fribilletter, ligesom der er arrangeret gratis transport til alle deltagere til og fra festlighederne. Der er sendt en invitation ud til foreningerne, og billetterne fordeles efter først-til-mølle-princippet.

Derudover kan alle interesserede købe billetter via arenanord.dk. Det er muligt at købe en showbillet inkl. 2-retters middag eller blot nyde showet med en balkonbillet.

Arena Nord og Idrætssamvirket står ligeledes bag aftenens prisuddeling. Det er muligt at nominere frivillige i de forskellige kategorier indtil 14. juni.

Frivilligt arbejde er en af grundpillerne i vores samfund. Det skaber stærke fællesskaber, øger livskvaliteten og bidrager til både social sammenhængskraft og lokal udvikling. Det påvirker også vigtige dagsordener som bosætning, inklusion, integration samt sundhed og trivsel. Frivillighed er nemlig ikke kun til gavn for dem, der modtager den. Mange frivillige oplever større livsglæde, nye venskaber og en følelse af mening og formål i hverdagen.

- Nord Awards er en hyldest til de frivillige, men vi håber også, at festen kan gøre flere opmærksomme på de mange fordele, der er ved at blive en del af det stærke frivillige fællesskab, udtaler Karsten Thomsen.

Derfor er opfordringen klar: Kom og vær med til at fejre dem, der gør en forskel – og måske find din egen vej ind i frivilligheden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...