Gå til hoved-indhold
16. november 2025 - kl. 11.11

SF lover ikke guld og brune trolde

  • 1 af 1
Af  Søren Visti Jensen

Formand og byrådskandidat Søren Visti Jensen har skrevet dette indlæg på vegne af SF Frederikshavn Kommune: Her i valgkampens sidste fase vil vi i SF lige opsummere, hvad vælgerne får ved at stemme på en af kandidaterne på liste F. Vi vil ved samme anledning også gerne takke vælgerne og kandidaterne fra alle andre partier for en god, konstruktiv og sober tone i valgkampen. At den tone fortsætter, er en vigtig forudsætning for, at den kommende og meget vanskelige byrådsperiode kommer til at lykkes.

SF er fortsat velfærdens og de bløde værdiers parti. Vi elsker vores skoler og daginstitutioner. Vi ønsker den bedst mulige pleje af vores ældre medborgere. Vi ønsker en tæt dialog mellem borgerne og brugerne, vores kommunalt ansatte og det politiske system, så vi under de givne forudsætninger kan levere den bedst mulige service så rationelt og effektivt som muligt.

Vi holder skarpt fokus på at passe på vores miljø- og kulturværdier, der altid skal prioriteres højere end pengestærke investorers interesser. Grønne investeringer skal fremmes med et vågent øje for risikoen for at blive uopmærksomme medskyldige i "greenwashing".

Men som "bløde og røde" har vi i valgkampens iver forsøgt at undgå at forfalde til at udskrive blankochecks til vælgerne i form af løfter, der ikke kan indfris efter valget. Vi må prioritere - og med baggrund i kommunens noget miserable økonomiske tilstand - sikkert noget hårdere i den kommende byrådsperiode, end vi har været vant til.

Vi skal driftsoptimere, hvor det er muligt. Uhensigtsmæssige arbejdsgange skal ændres. Unødvendigt regelrytteri og bureaukrati skal bringes til ophør. Den økonomiske søjletænkning, hvor der har været næsten vandtætte skotter mellem de enkelte udvalgs budgetter, skal under kraftig revision.

Den demografiske udvikling med det stærkt vigende befolkningstal og den ændrede sammensætning med færre børn og unge og flere ældre skal tages alvorligt. Vi kan ikke love alt til alle og stadig bevare troværdigheden!

Og til sidst det store monster i ligningen: Havnen! Lige så stort et aktiv Frederikshavn Havn er for vores kommune, lige så stort et problem er det hul, den for øjeblikket tilfører den i forvejen pressede kommunaløkonomi. Havnens økonomi skal ud af den kommunale økonomiske ligning – og i SF er vi meget åbne overfor, hvordan det må komme til at ske. Som kritisk infrastruktur skal vi fortsat have kommunal kontrol med havnen, men at drive havn er ikke en kommunal kerneopgave eller spidskompetence.

Så kære vælger: hvis du, når krydset skal sættes 18. november, overvejer SF, så får du et parti, der er åbent for samarbejde i enhver retning, men med en ansvarlig politisk tilgang til de presserende problemer. Vi er os meget bevidste om, at bortset fra lommeuld, så er der intet der kommer af sig selv. Krumtappen i den motor, der skal sætte gang i alle hjul, er vores erhvervs- og bosætningsstrategi. Heri ligger guldægget, der kan vende udviklingen – som vi allerede fra SF´s side har påpeget i flere sammenhænge.

Ved et kryds ved SF bliver du som vælger tilbudt hele paletten: samarbejdsvillighed, åben dialog, fordomsfri tilgang til forandring, vilje til prioritering og økonomisk ansvarlighed. Alt sammen i den røde indpakning der er vores varemærke. Og om vælgerne vil: det bedste bud på en ny borgmester med en nødvendige politiske erfaring i Christina Lykke!

 "What´s not to like"?

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...