Gå til hoved-indhold
11. april 2015 - kl. 14.04

SF'er til byrådet: Skift mening, drop skifergas

  • 1 af 2
    FOTO: Skifergas.dk
  • 2 af 2
    Datoen for prøveboringens begyndelse rykkere tættere og tættere på. Foto: Skifergas.dk
Af: Kanal Frederikshavn

Byrådet i Frederikshavn Kommune bør skifte mening og gøre som i Furesø Kommune, når det gælder udvinding af skifergas. Det mener folketingskandidat for SF i Frederikshavn-kredsen, Paul Rode Andersen.

I et brev til miljøminister Kirsten Brosbøl skriver borgmester Ole Bondo Christensen, Furesø Kommune:

"Vi finder det bekymrende at Total E&P fortsætter deres efterforskning af skifergas i Nordsjælland på trods af kendte negative miljøeffekter og stor risiko for grundvandsforurening. Nordsjælland leverer rent vand i verdensklasse til hele Hovedstadsområdet, med godt 1,8 millioner indbyggere. Det ville derfor være tankeløst at sætte grundvandet på spil for udvinding af et fossilt brændstof som skifergas, som bidrager til den globale opvarmning".

Og borgmesteren fortsætter:

"Udvinding af skifergas er langt mere miljøskadende og ressourcekrævende end udvinding af konventionel naturgas. Det skyldes, at der bruges store mængder ferskvand iblandet miljøskadelige kemikalier, som under højt tryk pumpes ned i skiferlagene for at frigøre den sporadiske gas, der findes i sprækkerne mellem skiferen. Kemikalierne kan trænge ned til grundvandet og gøre skade på mennesker og natur. Derudover skaber udvindingen store mængder forurenet vand og industriaffald, der kan være farligt."

Ole Bondo Christensen afslutter brevet til miljøministeren således:

"Vil Danmark som foregangsland for miljø, klima og grøn teknologi virkeligt tillade at der bores efter skifergas? Som kommuner med en klar, grøn dagsorden vil vi opfordre miljøministeren til at hindre efterforskning og udvinding af skifergas i Nordsjælland, såvel som i Danmark generelt."

Ifølge Paul Rode Andersen sender Furesø Kommune nu også brevet til de øvrige nordsjællandske kommuner med opfordring om at blive medunderskrivere. Allerød Byråd har allerede stemt nej til prøveboringer, og i Hillerød, Frederikssund og Gribskov er der også udbredt modstand.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...