Gå til hoved-indhold
22. april 2026 - kl. 13.04

Skagen Festival 2026: Torvescenen flytter til Skolemarken

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Skagen Festival 2026 byder på to væsentlige nyheder, som begge er med til at løfte festivaloplevelsen for publikum og skabe endnu bedre rammer om musikken, fællesskabet og festivalstemningen i byen.

Den ene store nyhed er, at Torvescenen flytter fra skaterbanen ved siden af Kulturhus Kappelborg og over på Skolemarken. Flytningen åbner for langt flere muligheder og giver samtidig markant mere plads at boltre sig på.

Det betyder ikke alene, at kapaciteten på Torvescenen fordobles. Det giver også mulighed for at skabe et hyggeligt og indbydende festivalmiljø, hvor publikum får lyst til at blive hængende og nyde både musikken, stemningen og selskabet.

Ud over et større telt bliver der etableret et hyggeligt udendørsområde, som Skagen Festival har store forventninger til - ikke mindst når sommeren og det gode festivalvejr viser sig fra sin bedste side.

I det udendørs område bliver det samtidig muligt at stille sulten hos en række foodtrucks, hvor der vil være noget for enhver smag.

Torvescenen bliver dermed ikke bare et sted, hvor man ser koncerter, men et område, hvor man mødes, og får lyst til at blive og være en del af festivalen i flere timer ad gangen.

Billetter til Torvescenen købes i indgangen. Prisen er 100 kroner pr. dag.

Ny scene – nyt navn
Grundet flytningen har man fra festivalens side valgt, at scenen fortjener et nyt navn – og her håber man på festivalgæsternes hjælp.

Derfor kan du netop nu deltage i konkurrencen om to billetter til en valgfri koncert på årets festival.

Alt du skal gøre er at gå ind på Skagen Festivals Facebook- eller Instagram og skrive dit bud på "Torvescenens" nye navn i konkurrenceopslaget.

Kulturscenen Kappelborg
På den anden side af vejen – inde i Kulturhus Kappelborg – finder man festivalens anden store nyhed:

Her (gen)skaber Skagen Festival en intim scene med plads til 150 gæster og med fokus på den musikalske oplevelse i nærværende rammer. Publikum kommer til at sidde ved caféborde og opleve koncerter tæt på - i et rum, hvor tekst, lyrik og stemning får lov at træde tydeligt frem.

Kulturscenen bliver stedet for de mere intime koncertoplevelser med akustisk lyd og en særlig ro omkring musikken - en scene, hvor hver tone kan mærkes helt ind under huden.

Dørene til Kulturscenen åbner en time før koncertstart. Billetter købes i forsalg, og eventuelle resterende billetter kan købes ved indgangen.

Det er også i Kulturhus Kappelborg, at Skawbaren i år får hjemme. Skawbaren har tidligere haft base i Skagenhallen, men flytter nu ind i de nye rammer på Kappelborg.

Skawbaren er for mange festivalens bankende hjerte ud på de sene timer - stedet, hvor frivillige, musikere og festivalgæster mødes på kryds og tværs, og hvor der år efter år opstår en ganske særlig stemning. Det er også her, de spontane jamsessions ofte opstår, når musikerne mødes og spiller sammen på tværs af konstellationer og genrer.

Med flytningen af både Torvescenen, genskabelsen af Kulturscenen Kappelborg samt flytningen af Skawbaren tager Skagen Festival endnu et skridt i udviklingen af festivalens rammer - med ønsket om at skabe endnu bedre oplevelser for publikum.

Det fulde program for årets Skagen Festival samt billetkøb findes på: www.skagenfestival.dk⁠.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...