Skagen Festival lukker scenen i Skagen Kultur- og Fritidscenter
Skagen Festival lukker scenen i Skagen Kultur- og Fritidscenter. Det oplyser festivalen i et nyhedsbrev.
- Vi har med tungt hjerte truffet beslutningen om at lukke scenen i Skagen Kultur- og Fritidscenter. En scene fyldt med gode minder, men beslutningen er en del af den samlede tilpasning, der skal give festivalen et mere robust fundament fremover, fremgår det af nyhedsbrevet.
Skagen Festival erkender, at der har været stille længe, men "vi kan med glæde afsløre, at vi er godt i gang med planlægningen af Skagen Festival 2026, og vi løfter snart sløret for et spændende musikprogram og nye tiltag".
Skagen Festival afvikles 2.-4. juli 2026. Årets festival byder på kunstnere som blandt andet Folkeklubben, Mads Langer, Sorten Muld, Lars Lilholt Band, Perry Stenbäck & Dekadans og Fætters.
Billetsalget starter 24. januar kl. 10.00.
Skagen Festival afprøver i år salg af partoutbilletter på Havnescenen, så man med én billet får adgang til hele årets festival.
Festivalen var sidste år økonomisk udfordret, og det har krævet mange overvejelser, svære beslutninger og ikke mindst tid. Tid til at stoppe op, gentænke og sikre, at festivalen også fremover kan stå stærkt – både musikalsk, organisatorisk og økonomisk. En ny bestyrelse er trådt til og arbejder i disse måneder på højtryk med planlægningen af festivalen.
- Der er blevet vendt mange sten, diskuteret mange muligheder og taget stilling til, hvordan Skagen Festival skal se ud i fremtiden. Det har ikke altid været let, men det har været nødvendigt. I den proces er der truffet flere beslutninger og justeringer, som tilsammen skal være med til at styrke festivalen fremadrettet. Vi glæder os til at løfte sløret for de nye tiltag, når de sidste detaljer er på plads. Fælles for dem er, at de er tænkt med stor respekt for festivalens historie, stemning og ikke mindst økonomi – og med blik for, hvordan Skagen Festival kan udvikle sig videre, står der i nyhedsbrevet.




































