Gå til hoved-indhold
04. august 2025 - kl. 12.08

Sociale skridt fremad: Et løbefællesskab vokser hos STRØM Training Club i Skagen

  • 1 af 4
  • 2 af 4
  • 3 af 4
  • 4 af 4
Af: Magnus Strøm Bach

I april 2025 satte personlig træner og indehaver af ’STRØM Training Club’, Jacob Strøm, gang i et initiativ, der hurtigt har vundet opbakning blandt både nybegyndere og garvede løbere i Skagen: Social Run – et fællesskab, hvor tempoet er roligt, samtalen flyder frit, og fokus er på mere end bare kilometer og tid.

Jacob har en kandidat i idræt og har i årevis hjulpet både motionister og professionelle atleter med at opnå forbedret eksplosivitet, hurtighed og fysisk præstation på højt niveau. Men med Social Run er fokusset anderledes. Her handler det ikke om at optimere toppræstationer, men om at bruge bevægelse som et redskab til mental og fysisk trivsel.

- Jeg vil gerne vise folk, at vi i ’STRØM Training Club’ ikke kun træner for styrke eller udseende, men også for at kunne bruge kroppen. Derudover har løb hjulpet mig ekstremt meget med mit mentale helbred, så måske det også kan hjælpe andre, fortæller Jacob Strøm.

Initiativet blev skudt i gang i april 2025, og siden da har det taget fart. Opbakningen har været overvældende, og selvom det hele begyndte i det små, er interessen vokset støt.

- Lige fra starten har der været rigtig god opbakning. Vi er i snit omkring 20 mennesker. Og vi har en gang været over 50, fortæller Jacob.

For Jacob betyder træning mere end bare fysisk velvære.

- Træning – og måske især løb – har reddet mit liv, så det betyder meget, og det har det egentlig altid gjort. Men især løb har hjulpet mig meget de sidste par år, fortæller Jacob.

Selvom ’STRØM Training Club’ allerede tilbyder holdtræning til alle niveauer, er der en klar forskel på de vanlige træningssessioner og social run.

- Vores holdtræning er for alle, men det er vores løb også. Vi løber i rolige tempoer, hvor alle kan være med. Social Run er sociale løb, hvor der er mulighed for at snakke undervejs, hvorimod vores holdtræninger er mere intense og træner noget andet, siger Jacob.

Men hvad får deltagerne egentlig ud af at være med i Social Run? Ifølge Jacob er der flere lag.

- Det kan hjælpe dig i gang med at løbe, men det kan også give dig noget socialt. Selvom de fleste oftest løber alene, hjælper det mange gange at være en del af et fællesskab, hvor man har et fælles mål eller træningsform. Det er virkelig hyggeligt, fortæller Jacob.

Fællesskabet har allerede båret frugt. Et af de bedste eksempler er en deltager, der i april aldrig havde løbet mere end 3 km.

- Første Social Run var 5 km, så det var ny rekord for hende. Nu løber hun selv 10 km med fin pace og overskud. Man skal deltage primært for fællesskabet, men også for at få lidt ekstra kilometer i benene, fortæller Jacob.

Siden starten i april har Social Run allerede budt på omkring ti løbeture. I juli har gruppen løbet hver lørdag og senest søndag 3. august.

- Vi må se, hvor længe vi fortsætter, men mon ikke vi har 3-4 Social Runs frem mod Skagen Maraton 4. oktober. Man skal derfor holde øje med vores Instagram @stroemtrainingclub for at se, hvornår næste løb er, fortæller Jacob.

Social Run handler ikke om at være hurtigst eller stærkest. Det handler om at mødes, bevæge sig og finde glæde i noget så simpelt – og meningsfuldt – som en fælles løbetur.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...