Søren Frederiksen udvalgt til internationalt udvalg i verdensforbundet
Den danske landstræner for kvindelandsholdet i floorball, Søren Frederiksen, er blevet udvalgt til Hall of Fame Selection Committee under International Floorball Federation (IFF).
Udvalget består af repræsentanter fra hele verden og har til opgave at udvælge de personer, der skal optages i sportens internationale Hall of Fame – floorballens fineste selskab.
Søren Frederiksen bliver den første dansker nogensinde i det prestigefyldte udvalg, som blandt andet tæller landstrænere fra Sverige, Tjekkiet og Ungarn samt medlemmer af IFF’s central board.
- Jeg er selvfølgelig stolt over at blive udvalgt. Det er en stor anerkendelse – ikke bare personligt, men også for dansk floorball, siger Søren Frederiksen.
Udpegningen kommer oveni et travlt år for Søren Frederiksen, der udover rollen som landstræner også er cheftræner for Frederikshavn Blackhawks’ dameligahold. Samtidig stiller han på tirsdag op til kommunalvalget for SF i Frederikshavn Kommune.
For Søren Frederiksen hænger hans forskellige roller tæt sammen – både som leder, træner og menneske:
- Uanset om det er på banen eller politisk, så tror jeg på fællesskab, ansvar og på at skabe udvikling gennem samarbejde og langsigtede løsninger, udtaler han.




































