Gå til hoved-indhold
13. marts 2024 - kl. 00.03

Studerende styrker Dafolos forretning

  • 1 af 6
  • 2 af 6
  • 3 af 6
  • 4 af 6
  • 5 af 6
  • 6 af 6
Af: Michael Frederiksen

Dafolo på Suderbovej i Frederikshavn har stor fokus på at udvikle forretningen og følge med i de nyeste tendenser og teknologier. Derfor arbejder de også tæt sammen med nyuddannede eller studerende fra forskellige uddannelsesinstitutioner.

Hos Dafolo opnår praktikanter og studentermedhjælpere stor erhvervserfaring som supplement til deres mere teoretiske studier gennem forløb i logistikafdelingen, forlaget eller afdelingen, der arbejder med udvikling af software. De studerende bliver en del af den daglige arbejdsrytme og får rig mulighed for at arbejde i praksis med studierelevante opgaver i tæt samarbejde med medarbejdere i Dafolo.

På hovedkontoret i Frederikshavn er der i skrivende stund to virksomhedspraktikanter i forlaget. Én, som har et forløb på 12 uger med fokus på redaktøropgaver, og en grafisk designer i et forløb på fire uger med fokus på opsætning af vores bøger. I Frederikshavn sidder også to studentermedhjælpere, som arbejder med dataanalyse og udarbejdelse af beslutningsgrundlag med fokus på at udvikle logistikforretningen.

Dafolo har også kontorer på Sjælland, og i Rødovre sidder størstedelen af den digitale afdeling. Her har de studerende ofte en baggrund inden for softwareprogrammering. P.t. har Dafolo et samarbejde med en studerende fra uddannelsen i Softwareudvikling, der efter et 12 ugers praktikforløb fortsætter med udarbejdelse af hovedopgaven i samarbejde med Dafolo. På kontoret på Østerbro i København sidder også en universitetsstuderende i forlagsafdelingen, som et par dage om ugen arbejder med redaktør- og marketingopgaver.

Administrerende direktør Henrik Brandt fortæller om samarbejdet med studerende:

- Vi ser altid frem til at byde unge mennesker indenfor i Dafolo og påtager os meget gerne mentor-opgaven. De kommer med spændende indsigter fra uddannelsesverdenen og friske øjne på problemløsning. De er med til at udfordre vores eksisterende praksis ved at stille kvalificerede og nysgerrige spørgsmål, og så er det lærerigt at opleve den yngre generations holdning til det gode og inspirerende arbejdsliv. Samarbejdet med studerende giver en rigtig god energi på kontorerne og bidrager helt sikkert med noget positivt til virksomheden. Studiejobs og praktikforløb er desuden et oplagt afsæt for at rekruttere medarbejdere, og mange af forløbene ender også med en fastansættelse efter endt uddannelse.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...