Thomas Klimek (A): Kultur er velfærd, SF
Folketingskandidat Thomas Klimek (A), Nordjyllands Storkreds, har skrevet dette indlæg: I et debatindlæg i Kanal Frederikshavn med overskriften ”Velfærd er vigtigere end tilskud til sport og kultur”, vil SF og Tina Kruckow nedprioritere midler til kultur og sport, da det bør prioriteres til børn, ældre og handicappede borgere. Intentionen, altså at skaffe mere hjælp til borgere med åbenlyse behov i en kommunal mangeltid, kan ingen jo være uenige i.
Men SF rammer helt forbi skiven. Det er ikke et enten-eller, men et både og. For kultur er velfærd – og en god forretning, men de kolde tal tager vi længere nede.
For hvad er der ved at bo i kommuner og landsdele, hvor det gode fritidsliv ikke understøttes? Hvor der ikke også bruges relativt få midler til sport, kultur og folkeligt fællesskab? Hvor der ikke investeres i de millioner af frivillige timer og tusindvis af hænder, der i Vendsyssel opbygger begivenheder som Rødspætte Cup, Tordenskioldsdage, Dana Cup og mange andre begivenheder, der skaber stor glæde for tusindvis af borgere i Vendsyssel – også ældre, borgere med handicap eller funktionsnedsættelse og naturligvis vores lokale børn og ungdom.
Og sport og kultur er også arenaer, hvor de nordjyske kommuner spiller sammen og får mere for kulturkronerne i fælles indsatser, herunder Kulturalliancen, Den Vestdanske Filmpulje, Vendsyssel:DOX og meget andet.
Men lad os se på de kolde kontanter – og hvorfor kultur og sport kan betale sig.
For glemmer SF at regne baglæns? Altså at se på sport- og kulturbegivenheder som investeringer med tilbageløb, der generer omsætning, lokale arbejdspladser og indtægter, der sandsynligvis er større end udgiften?
Kultur skaber lokal glæde, trivsel og økonomisk vækst. Kultur er velfærd med bundlinje.
En næsten ny undersøgelse har kortlagt kultur- og fritidslivets økonomiske betydning i seks danske byer, heriblandt Aalborg.
Undersøgelsen viser, at kultur- og fritidslivet er en milliardforretning, der sikrer beskæftigelse for cirka 80.000 mennesker, skatteindtægter for cirka 20 milliarder kroner og som skaber 55 milliarder i bruttotilvækst, altså den værditilvækst, der finder sted i et erhverv.
Og er det virkelig en god business case for SF at fjerne 500.000 kroner i støtte til blandt andet Rødspætte Cup? Tidligere har Destination Nord anslået, at de tusindvis af mennesker, der kommer til Frederikshavn og kommunen i forbindelse med Rødspætte Cup, lægger op mod 15 millioner i kassen til Frederikshavns by- og shoppeliv – og jeg kan love SF for, at dansk og nordjysk detailhandel kan bruge enhver krone i omsætning i denne tid. Den omsætning betales der skat og moms af, og det skaber arbejdspladser, der igen betaler skat, som kan bruges på den velfærd, der trænger hver en krone.
Så kære SF, det er altså en ommer, den der.
Som nordjysk folketingskandidat med erfaring i et godt samarbejde med Frederikshavn Kommune om kulturindsatser, så skal opfordringen til jer som aspirerende borgmesterparti være; arbejd sammen med os andre lokalt og nationalt for at sikre midler til kultur og sport.
Lokalt skal vi sikre midler til kultur og se det som velfærd – og i Folketinget skal vi sikre flere regionale puljer og midler til sport og kultur her hos os i Vendsyssel og Nordjylland.