Gå til hoved-indhold
07. september 2025 - kl. 17.09

Tid til selvransagelse i Frederikshavn – erhvervslivet kalder på handling

  • 1 af 1
Af  Jesper Øgaard Andreasen

Byrådskandidat Jesper Øgaard Andreasen (SF) har skrevet dette indlæg: Dansk Industri har netop offentliggjort sin årlige rapport om lokal erhvervsvenlighed, og resultaterne bør vække både stolthed og bekymring – afhængigt af hvilken kommune man bor i. For nogle kommuner er rapporten en anledning til fejring. For andre, som Frederikshavn, er det en alvorlig opfordring til selvransagelse.

Frederikshavn Kommune lander i år på en 87. plads ud af 91 kommuner. Det er et fald fra sidste år og et tydeligt signal om, at noget ikke fungerer. Til sammenligning ligger Hjørring Kommune på en 26. plads – en forskel, der ikke kan ignoreres. Det er ikke bare tal på et papir. Det er et udtryk for, hvordan vores lokale virksomheder oplever samarbejdet med kommunen, infrastrukturen, sagsbehandlingen og mulighederne for vækst.

Vi kan ikke tillade os at være døve for disse signaler. Det kræver nysgerrighed, vilje til at lære og mod til at handle. Frederikshavn har potentiale – men det udnyttes ikke, hvis vi ikke tør se udfordringerne i øjnene.

Lad os bruge denne rapport som et vendepunkt. Ikke til at pege fingre, men til at tage ansvar. For erhvervslivet, for arbejdspladserne og for fremtiden.

Jeg er blevet bekendt med flere eksempler på det som gør at vi lander i bunden af denne rapport – og jeg hører meget gerne fra flere, for vi har brug for konkrete eksempler – og i langt hører grad en stemme fra de lokale virksomheder som vi alle skal værne om, da de skaber arbejdsplads, skattekroner og vækst.

Vi står over for komplekse udfordringer, som ingen enkelt aktør kan løse alene. Derfor har vi brug for at se på løsninger, hvor vi i endnu højere grad er hinandens forudsætninger. Vi skal lære af de kommuner, der lykkes bedre – ikke for at kopiere, men for at forstå, hvad der virker, og hvorfor. Det kræver, at vi tænker i forbundne kar, ikke i siloer. Når vi deler viden, ressourcer og ansvar, skaber vi ikke bare bedre resultater – vi skaber et stærkere fællesskab.

Afslutningsvis er det vigtigt at understrege, at inddragelsen af virksomheder i denne proces ikke blot er en mulighed, men en nødvendighed. 

Lad os handle inden erhvervslivet mister tålmodigheden – hvad nøler vi efter?

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...