Tivoligarden gæster Skagen Festival 2026
Skagen Festival kan i år føje endnu en særlig oplevelse til programmet, når den traditionsrige Tivoligarden fredag 3. juli bringer musik, flotte uniformer og en flig københavnerstemning til toppen af Danmark.
Tivoligarden har siden 1844 været en af Danmarks mest ikoniske musiktraditioner og er kendt langt ud over landets grænser for sine dygtige unge musikere, karakteristiske røde uniformer og imponerende marchoptrædener.
Fredag formiddag indleder Tivoligarden besøget med en festlig march gennem Skagen. Turen begynder ved Pakhuset på havnen kl. 11.15 og går gennem byen med musik og stop undervejs, inden garden når frem til Byscenen.
Ruten fører blandt andet Tivoligarden forbi de ikoniske Bindesbøll-huse, hvor både lokale og festivalgæster får mulighed for at opleve det spektakulære syn og den stemningsfulde musik helt tæt på.
Senere på dagen, fra kl. 14.00 til 14.45, giver Tivoligarden koncert på plænen ved Byscenen. Koncerten er inkluderet i dagsbilletten til Byscenen, som giver adgang til alle dagens koncerter på scenen.
Festivalens formand Lars Jensen glæder sig over at kunne præsentere et indslag, der skiller sig ud fra det traditionelle festivalprogram.
- Skagen Festival handler om meget mere end koncerter. Det handler også om fællesskab, oplevelser og de øjeblikke, der skaber minder. Tivoligarden er en institution i dansk kulturliv, og vi er utrolig glade for, at de lægger vejen forbi Skagen Festival i år. Vi er sikre på, at både børn og voksne vil få en helt særlig oplevelse, siger Lars Jensen.
Publikum behøver dog ikke vente helt til fredag med at opleve de unge musikere. Allerede torsdag 2. juli kl. 20.30 spiller Tivoligarden MiniBand i Skawbaren på Kappelborg. Her er der fri entré, og koncerten bliver en musikalsk appetitvækker på fredagens store besøg.




































