Todd Winder: - Det bliver spændende at komme til Frederikshavn og spille igen
Med den tredje kamp på fem dage skal Frederikshavn White Hawks rejse sig efter den seneste skuffelse søndag eftermiddag, hvor man formøblede en 2-0 føring til nederlag på 4-2 i kampens sidste 10 minutter. Det er samtidig holdets første kamp i Nordjyske Bank Arena, siden det forsmædelige nederlag mod Rødovre efter en pinlig indsats sidste søndag.
Aftenens modstander er Esbjerg Energy, der heller ikke har fået det til at spille indtil videre i sæsonen. Det er blot blevet til otte point for vestjyderne, der indtil i går havde to tidligere WH-profiler i truppen.
Keeper Tadeas Galansky blev dog i går løst fra sin kontrakt, men publikumsyndlingen Todd Winder er stadig at finde i Esbjerg Energy, og det bliver et specielt gensyn med Nordjyske Bank Arena, siger Todd Winder til Kanal Frederikshavn.
- Det bliver spændende at komme til Frederikshavn og spille igen. Det vil helt sikkert være mærkeligt at være på den anden side i år, men jeg er spændt på at se alle de skønne mennesker, der gjorde min tid i byen mindeværdig, siger Todd Winder.
Det blev til to sæsoner i WH for canadieren, hvor han spillede 101 kampe og leverede flotte 77 point for høgene. Derfor ærgrede det også mange fans, at canadieren ikke fik forlænget kontrakten.
- Det var en gensidig beslutning, at jeg skulle stoppe i WH. Jeg ledte efter en frisk start, og det fik jeg her i Esbjerg. Jeg nyder rigtig meget, hvor jeg er nu, men jeg ser tilbage med taknemmelighed på alle de mennesker, der har gjort min tid i Frederikshavn så meningsfuld.
Selvom det bliver specielt for Todd Winder at gå ind i det andet omklædningsrum i aften, ser han frem til en spændende kamp, hvor der står vigtige point på spil.
- Det er en vigtig kamp, så jeg forventer et intenst opgør. Begge hold har brug for pointene, så jeg er sikker på, at det vil øge spændingen i kampen, lyder det fra Todd Winder.
Martin Theiltoft Christensen og Vernon Hofferd er aftenens hoveddommere, og de står klar til at smide pucken i Nordjyske Bank Arena klokken 19:00.