Budgetaftale 2026-2029 med alle byrådets partier
Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Moderaterne har indgået budgetaftale for 2026-2029 i Frederikshavn Kommune.
Alle partierne i byrådet er i fællesskab blevet enige om, at aftalen skal prioritere penge til folkeskoler, ældre- og familieområdet.
Budgetaftalen afspejler et godt og bredt samarbejde blandt alle partierne i byrådet, og at der tages ansvar for det kommunale budget i en usikker tid med store forandringer. Derfor handler det ikke om, hvilke partier, der har fået hvad - men at der er blevet taget et fælles ansvar for det budget, der berører borgere, ansatte og virksomheder.
- Aftalen bygger på samarbejde, respekt og viljen til at finde kompromiser til gavn for borgerne. Budgettet er noget, der berører alle i kommunen, og netop derfor er jeg glad for at alle partier er med i aftalen, siger borgmester Karsten Thomsen.
Byrådets partier er enige om, at de store forsvarsindsatser skal understøttes og prioriteres. Det udmøntes i "Sammen om Forsvaret", der skal danne rammen for de kommende budgetår i Frederikshavn Kommune.
I budgetaftalen er der bl.a. lagt vægt på varige løsninger, og derfor er partierne enige om, at der skal være realistiske budgetter, hvorfor en forøgelse af familieområdets budget er prioriteret i aftalen.
Partierne bag aftalen er enige om en markant omlægning af erhvervsindsatsen og investeringer i erhvervslivet. Der skal etableres en ny organisatorisk enhed, der skal arbejde målrettet med rammer og planer for erhvervsindsatserne. Den positive udvikling i og omkring Frederikshavn Havn skal fortsætte og understøttes, derfor prioriteres midler til indsatsen. Frederikshavn Havn skal stå på egne ben hurtigst muligt og dermed ikke være en integreret del af kommunen i fremtiden.
Budgetforligspartierne glæder sig over en aftale, der understøtter den borgernære velfærd og samtidig prioriterer en styrket erhvervsindsats og bosætning. Partierne er ligeledes glade for at stå samlet i fællesskab bag budgetaftalen.