Kun 400 billetter tilbage til Dansk Melodi Grand Prix 2026 i Arena Nord
Frederikshavn og Arena Nord står foran en historisk aften, når Dansk Melodi Grand Prix 2026 indtager Arena Nord, og nu er der kun 400 billetter tilbage til et af de største events nogensinde i Arena Nords historie.
Når DR’s største direkte TV-show ruller over skærmen, bliver det med Sara Bro og Alex Høgh som værter og et arenagulv, der forvandles til et festhav af musik, lys og glitter.
- Men hvorfor sidde bag skærmen, når du kan få den udsøgte fornøjelse at indtage en plads i salen til et brag af et show i Arena Nord lørdag 14. februar 2026?, spørger Per Malmberg, Arena Nord.
Arena Nord og DR lover en kæmpe fest – både før, under og efter showet, hvor hele Frederikshavn kommer til at summe af Grand Prix-stemning. Publikum kan se frem til alt fra pre-party, afterparty og generelt en magisk aften med masser af overraskelser.
- Det bliver en once-in-a-lifetime oplevelse – uanset om man er Grand Prix-fan eller ej. Det her handler om at samle folk til en kæmpe national fest, og vi glæder os til at vise, at Frederikshavn kan levere rammerne for DR’s største live-show, siger Per Malmberg.
Billetsalget begyndte i fredags, og der er nu kun 400 pladser tilbage.




































