De tavse stemmer fortjener at blive hørt 

Det gjorde jeg for et par uger siden. Flere borgere fra vores bofællesskaber deltog sammen med vores nordjyske repræsentant fra LEV, en studerende og to ledsagere. Der var ingen dagsorden, kun tid til at tale om deres hverdag og stille spørgsmålet:

"Hvad kan gøre jeres hverdag bedre? Og hvordan kan jeres stemme blive hørt?"

Der kom mange kloge og vigtige ord den eftermiddag.

Men to budskaber stod særligt tydeligt frem:

"Vi vil have vores hjemmedage tilbage"
"Vi har brug for mere pædagogisk personale"

I de seneste år er der blevet sparet på handicapområdet, og selvom der tidligere er tilført 1,5 mio. kr. til hjemmedage, fortæller borgerne, at pengene hovedsageligt bruges til hospitalsbesøg med videre.

Mange savner deres hjemmedage, hvor de kan komme ud i samfundet, mærke friheden og være en del af fællesskabet på lige vilkår.

For nogle uden pårørende eller ledsagerordning betyder det, at de bliver glemt. Det er virkeligheden – og den gør ondt.

Jeg har taget alle deres ord med mig videre i mit politiske arbejde.

Deres største ønske var enkelt – men livsvigtigt: at få deres hjemmedage tilbage. Det må vi ikke glemme.

Som pædagogstuderende har jeg selv oplevet hverdagen i et af vores bofællesskaber. Jeg forstår deres frustration – og deres håb.

Data viser, at mennesker med et udviklingshandicap lever i gennemsnit op til 20 år kortere end resten af befolkningen. Det er uacceptabelt. Deres liv tæller lige så meget som alle andres, og vi kan og skal gøre mere for dem.

Deres stemme blev hørt den dag – og jeg vil gøre mit til, at den også bliver hørt i byrådssalen.

Lad os sammen støtte Handicapløftet og skrive under, så mennesker med et handicap får bedre vilkår.

De tavse stemmer fortjener at blive hørt – for deres stemme og deres liv er lige så vigtige som vores.