Jazz i verdensklasse: Amerikansk stjernesangerinde i Maskinhallen i aften
Onsdag 12. november kl. 20.00 kan du opleve ægte New York-jazz i Maskinhallen i Frederikshavn, når den amerikanske stjernesangerinde Lucy Yeghiazaryan gæster Danmark. Hun er en af de mest omtalte vokalister på New Yorks jazzscene og kendt for sin klassiske, elegante stemme, sit varme nærvær og sin evne til at skabe en helt særlig kontakt med publikum.
Lucys koncerter er en rejse gennem jazzens guldalder – fra tidløse standards, der også tager udgangspunkt i hendes egne livshistorier, til personlige kompositioner, der inviterer lytteren helt tæt på. Hun har udgivet fem anmelderroste albummer, turneret i Nordamerika og Europa og delt scene med navne som Harold Mabern, Emmet Cohen, Houston Person og Rodney Whitaker.
I Maskinhallen flankeres hun af tre af Skandinaviens mest efterspurgte jazzmusikere: Magnus Hjorth (piano), Graig Earle (kontrabas) og Phil Stewart (trommer) – sidstnævnte en legende fra New Yorks jazzmiljø, kendt for sit uforlignelige groove.
Sammen formidler kvartetten jazztraditionen med både respekt og friskhed – en lyd, der oser af atmosfære, energi og autenticitet. Glæd dig til en aften, hvor New York møder Nordjylland, og hvor musikken, stemningen og nærværet smelter sammen i en oplevelse af jazz i verdensklasse.




































