Borgere med handicaps skal have en helhedsorienteret behandling
Byrådskandidat Soraya Khan (SF) og borgmesterkandidat Christina Lykke (SF) har skrevet dette svar til Michael Pedersen med flere: Svaret er klart! Ja, det er SF's politik at give en helhedsorienteret behandling, der virker til vores borgere med handicaps.
I SF i Frederikshavn Kommune vil vi gerne starte med at sige tak for de henvendelser, vi har modtaget fra forældre, som deler deres oplevelser med handicapområdet og med usikkerheden omkring deres børns skoleplacering. Det gør stort indtryk og det forpligter til at gøre noget andet.
Det gør oprigtigt ondt, når forældre fortæller, at de nærmest føler, de skal undskylde for at have et barn med et handicap. Sådan skal ingen familie have det. Hverken når det tales om synlige eller usynlige handicaps.
I SF er det en klar politik, at handicapområdet skal fungere – både for børnene og for deres familier. De skal have den støtte og rådgivning, de har brug for. Det er derfor, vi i SF har skrevet under på Handicapløftet, som forpligter os til at arbejde for et system, der møder mennesker med respekt, værdighed og rettigheder.
Vi er desværre alt for bevidste om, at alt for mange oplever, at de først får hjælp, når medierne bliver involveret. Det er uacceptabelt. Hjælp og støtte skal gives på baggrund af behov – ikke på baggrund af medieopmærksomhed. Det vil vi i SF fortsat arbejde for at ændre. Det betyder ikke, at kommunen ikke kan lave fejl. Men vi skal da til enhver tid erkende fejl og lave en beslutning om!
Derudover vil vi understrege noget, som flere forældre har peget på: Børn har ret til tryghed. Det gælder alle børn, og især børn med særlige behov. Derfor skal man som familie kunne have ro i maven og en tydelig bekræftelse på, hvor ens barn skal gå i skole.
Ingen børn skal leve i frygt for, at kommunen kan flytte et barn fra den ene dag til den anden, som om barnet var en genstand og ikke et menneske med relationer, følelser og behov for stabilitet. Denne usikkerhed slider på familierne, og den er ikke rimelig.
Vi vil arbejde for, at samarbejdet mellem familien og kommunen bliver mere overskueligt og mere stabilt. Børnene må aldrig blive brikker i administrative processer og forenklinger. For vi mennesker ER ikke enkle.
Folk med handicaps fortjener den tryghed og forudsigelighed, som mange andre tager for givet.




































