Gå til hoved-indhold
10. december 2023 - kl. 23.12

Todd Winder om kontraktforlængelse: - Naturligvis kan jeg lide at være her

  • 2 af 2
Af: Michael Frederiksen

Hvad siger Todd Winder til Kanal Frederikshavns forslag om, at Frederikshavn White Hawks på fredag - når Todd Winder fylder 27 år - offentliggør en forlængelse af kontrakten? Det spurgte vi den hårdt arbejdende canadier om efter White Hawks' 5-0-sejr i går over SønderjyskE.

- Det kan jeg ikke sige så meget om. Naturligvis kan jeg lide at være her, så vi må se, hvad der sker, lød det fra en smilende Todd Winder.

Er der du i dialog med klubben?

 - Det kan jeg ikke svare på. Jeg ved endnu ikke så meget. Det er stadig tidligt på sæsonen, og jeg forsøger at fokusere på kampene, svarede Todd Winder.

Efter 26 kampe er han noteret for 24 point (6+18). Han deler topscorerværdigheden med Robin Johansson (13+11).

Mod SønderjyskE blev Todd Winder noteret for tre point, blandt andet assisterede han til to af målene i første periode, som høgene vandt 3-0, selv om skudstatistikken sagde 12-4 til SønderjyskE.

- Det er klart, at det er dejligt at føre 3-0, når du kun har fire skud på mål, men det var nogle fine afslutninger. Vi spillede solidt, især i første periode, og Tad (Tadeas Galansky, red.) holdt os inde i kampen, udtalte Todd Winder.

Efter fire nederlag i træk var det dejligt for høgene at vinde igen.

- Det er stort. Vi var måske lidt begyndt at mærke den følelse, som vi havde i starten af sæsonen, hvor vi ikke spillede så godt. Dagens sejr viser, at vi kan slå topholdene, sagde canadieren.

Han afslører også i videoen, at han er glad for at bo i Frederikshavn.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...