Gå til hoved-indhold
13. august 2025 - kl. 13.08

Socialdemokratiet løber ikke fra ansvaret

  • 1 af 1
Af  Anders Brandt Sørensen

Borgmesterkandidat Anders Brandt Sørensen (A), Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: Som borgmesterkandidat har jeg fulgt budgetprocessen for 2026-2029 med stor opmærksomhed og bekymring i forhold til vores økonomiske situation. Jeg er dog glad for, at socialdemokraterne i Social- og Sundhedsudvalget tog ansvar, da der skulle træffes beslutning om budgettet.

Det er let at stå på sidelinjen og kritisere "grønthøster"-metoden, men politik handler ikke kun om at finde fejl. Det handler om at tage ansvar, træffe valg og sikre, at vi har en kommune, der kan levere velfærd til både børn, unge og ældre – også om fire år.

I Socialdemokratiet har vi lagt et budget, der på trods af besparelser så vidt muligt beskytter ældreplejen, styrker børns trivsel og holder økonomien på ret kurs. Det kræver prioriteringer og kompromiser Desværre kommer man her ikke langt med store ord og gode intentioner.

Vi skal også have visioner for vores kommune. Det er jeg stor tilhænger af, og det synes jeg, vi skal forpligte os til sammen at få gennemført. Jeg har blandt andet en vision om, at vi skal væk fra stopurspleje og nærme os omsorgspleje, hvor den fagligt dygtige medarbejder skal kunne navigere i hverdagen ud fra de aktuelle problemstillinger hos borgeren.

Det vil kræve en omlægning, vi gør sammen. Men min og andre visioner har kun værdi, hvis de kan finansieres. Og vi vil blive ved med at tage ansvar for de svære beslutninger eller som minimum præsentere alternativer. Socialdemokratiet kommer ikke til at stikke hovedet i busken.

Os, der bor i Frederikshavn Kommune, har behov for politikere, der tør tage ansvar og være til stede, når det virkelig gælder.

Som borgmesterkandidat er mit løfte tydeligt: Jeg vil ikke fralægge mig ansvaret. Jeg vil påtage mig det, også når det indebærer udfordringer og ubehagelige beslutninger. Det skylder vi Frederikshavn Kommune. Det skylder vi hinanden.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...