Gå til hoved-indhold
05. september 2026 - kl. 23.09

"Truckervask til Ældrebyrden" havde lørdag turnépremiere i Frederikshavn

  • 1 af 5
  • 2 af 5
  • 3 af 5
  • 4 af 5
  • 5 af 5
Af: Michael Frederiksen

FOA Frederikshavn og Frederikshavn Teaterforening præsenterede lørdag eftermiddag Folketeatrets "Truckervask til Ældrebyrden" i Det Musiske Hus i Frederikshavn.

- Det var en forestilling, der gik tæt på livet på et underbemandet plejehjem, fortæller formand Lilly Pedersen, Frederikshavn Teaterforening, og næstformand Jette Abildgaard, FOA Frederikshavn.

Dørene til Plejehjemmet Solsiden blev lukket op af den unge Nicky, der som arbejdsløs mekanikerassistent desperat søgte et job og ender som ufaglært medhjælper på plejehjemmet Solsiden.

Døren åbnede et univers langt fra det liv, Nicky kendte, og han blev en del af et kaotisk og skæbnesvangert plejehjemsdrama, der tvang ham ud af sin komfortzone.

Nicky mødte undervejs et broget persongalleri af beboere og ansatte, hver med deres historie, særheder og længsler.

Han knyttede et helt særligt bånd til den nytilkomne beboer Herta, der savner sin frihed og modvilligt må kalde Solsiden for sit hjem. Gennem deres fælles frustration fandt Nicky og Herta hinanden, men i takt med at Nicky langsomt faldt til, steg arbejdspresset på plejehjemmet, og omsorg og nærvær blev til forsømmelser og svigt.

- Det var stærkt teater, der kunne mærkes af os alle i salen. Det handlede kort sagt om mennesker og omsorg, der gror ved nærvær, men også om et realistisk billede på det at være ansat og ikke mindst beboer på et plejehjem. Solen nåede frem til Solsiden i små glimt, men skyerne trak ofte ind over og skyggede for det, der kunne være den perfekte sidste tid, fortæller Lilly Pedersen.

Medvirkende var: Marcus Gad Johansen, Benedikte Hansen, Sarah Boberg, Petrine Agger, Amira Jasmina Jensen, Joen Højerslev, Lene Poulsen og Jela Natius Abildgaard.

- De gjorde det alle bragende godt. De havde både sjæl og legeme lige ind i de roller, de hver især bragte meget rørende ud til os i salen. Vi var virkelig med på Solsiden. Tak for at bringe livets mange facetter helt ud over scenekanten. Mon vi selv ender der en dag? Hvem ved? Hvis vi tænker os om - og samarbejder både politikere og pårørende - kan det være, at vi får lidt mere sol ind bag væggene på Solsiden, og at ingen behøver råbe "hallooo er du der", håber Lilly Pedersen.

Efter forestillingen var der en kort aftertalk med politikere fra Frederikshavn Kommune, og teaterdirektør Mette Wolf takkede alle for at få muligheden for at have turnépremiere i Frederikshavn. Borgmester Jon Andersen var med ude i teknikken for at få et indblik i, hvad der sker bag kulisserne.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...