Gå til hoved-indhold
25. maj 2025 - kl. 00.05

Vi har brug for et system, hvor ordentlighed ikke er en valgmulighed, men et krav

  • 1 af 1
Af  June Menne

Byrådsmedlem June Menne (A), medlem af Social- og Sundhedsudvalget og Arbejdsmarkedsudvalget i Frederikshavn Kommune, har skrevet dette indlæg: De seneste ugers strejke blandt fysioterapeuter i Frederikshavn og Sæby har sat fokus på en virkelighed, som mange ellers ikke kender til: Fagprofessionelle, der løfter vigtige sundhedsopgaver på vegne af det offentlige, men som arbejder under horrible vilkår, der ikke hører hjemme i et velfærdssamfund. Ingen pensionsordning, ingen ret til barns første sygedag, ingen betaling for overarbejde og en årsløn langt under deres offentligt ansatte kollegaer. Det er den barske virkelighed, der har udløst konflikten.

Som kommune og som samfund må vi spørge os selv: Hvordan kan det være, at vi bruger millioner af skattekroner på at købe ydelser fra klinikker, der ikke tilbyder ordentlige arbejdsvilkår? Det er ikke kun urimeligt – det undergraver også kvaliteten og stabiliteten i vores sundhedstilbud.

Systemet, som det fungerer i dag, er ude af trit med virkeligheden. Det fastholder samarbejder med klinikker, som reelt ikke lever op til det, der burde være acceptabelt i et velfærdssamfund. De horrible forhold hos BeneFiT Nord er et tydeligt – og desværre ikke enestående – eksempel på det.

Man læner sig op ad en formulering i overenskomstens præambel, der opfordrer til rimelige vilkår, men som ikke forpligter arbejdsgiverne til at følge en overenskomst eller sikre konkrete rettigheder. Det er en klassisk kompromistekst – skabt for at se ansvarlig ud, men nøje udformet, så den ikke forpligter til noget som helst.

Udarbejdet under arbejdsgiverflertal og pakket ind i pæne ord, dækker den over et system, hvor hensyn trumfer handling, og hvor de ansatte står uden reel beskyttelse.

Hvis vi vil sikre ordentlige vilkår i praksis – ikke kun i princippet – bør formuleringen ændres fra en løs opfordring til en bindende forpligtelse: Offentlige ydelser bør kun kunne udføres af klinikker, der enten har indgået overenskomst med en faglig organisation eller som minimum dokumenterer, at løn- og arbejdsvilkår matcher gældende standarder i det offentlige. Det ville være et reelt skridt mod ansvarlighed.

Det er Samarbejdsudvalget for Fod- og Fysioterapi i Region Nordjylland, der godkender, hvilke klinikker borgerne kan vælge. Men fysioterapeuternes egen fagforening – som udelukkende repræsenterer ansatte – har ikke sæde i udvalget. I stedet sidder Danske Fysioterapeuter, hvor arbejdsgiverne har flertal. Det er skævt – og det er med til at fastholde en struktur, hvor private klinikker kan konkurrere på bekostning af ansatte og ordentlighed.

Vi har som kommune og region en forpligtelse til at handle. Vi bør insistere på, at offentlige midler kun går til leverandører, der sikrer ansvarlige løn- og arbejdsvilkår. Vi bør gå forrest i dialogen med region og stat om at få moderniseret tilskudsmodellen, så pengene følger dem, der tager ansvar – ikke dem, der presser bunden.

Vi har brug for et system, hvor ordentlighed ikke er en valgmulighed – men et krav. Det skylder vi både de ansatte og borgerne.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...