- Vi sover bestemt ikke, men er derimod helt vågne i Kvissel
Per Møller, Kvissel, har skrevet dette indlæg: Kære June Menne, tak for dit indlæg vedrørende besparelser på togstop her i Vendsyssel.
Dejligt, at der nu er en af vores valgte lokalpolitikere, der tager standpunkt til det tåbelige forslag, der er kommet fra en forening ved navn Dansk Person Transport. De opfordrer til nedlæggelse af flere lokale togstationer her i området - blot for at en sjællænder kan komme tre minutter hurtigere frem.
Dog må jeg sige, at hverken Kvissel eller Tolne, som er nævnt i deres plan, er "søvnige landsbyer", som du siger, June, men små samfund, hvor der er godt at bo og leve i. Her er højt til himlen, og huspriserne gør, at alle kan være med - og ikke mindst det, at der er mulighed for at befordre sig til blandt andet uddannelsesinstitutioner og job uden afhængighed af andre transportformer end tog.
Trinbrættet ved Apholmen har helt sikkert også sin berettigelse, men jeg vil dog påstå, at i Kvissel, hvor jeg færdes, er der mere brug for, at toget stopper, som det har gjort igennem årtier - her har folk bosat sig blandt andet af samme grund og er glade for at bo i den "søvnige landsby".
Apholmen-stoppet er som bekendt noget, der kommer. Det er besluttet, men hvad med os, der sidder på stækningen til Aalborg, hvor forslaget er lukning af Kvissel og Tolne stationer?
Hvad tænker I om det, kære politikere og kommende kandidater? Hvad er jeres ide til landdistrikterne og deres overlevelse? Er det her mon en måde, man øger bosætningen på ....nej vel? Tænk nu lidt videre end flådeskibsbyggeri, krudtfabrik og havne med al respekt i øvrigt.
I snakker og snakker om, hvad man kan gøre for yderdistrikterne. Nu er der i hvert fald en konkret sag, der skal tages hånd om, hvis man skal forsøge at fastholde herligheden i at bo uden for de større byer og gerne vil udvikle i stedet for at afvikle.
Vi sover bestemt ikke, men er derimod helt vågne, og det agter vi at blive ved med!