Vi ved, det kan gå galt, men tør vi stole på, at det går godt?
Simon Kristian Blix Nielsen, sognepræst i Abildgård Kirke og International præst i Frederikshavn Provsti, har skrevet dette indlæg: Jeg er så heldig at være velsignet med tre skønne børn. Og som forælder til tre kan jeg derfor sige, at jeg har stor erfaring med at blive kastet ind i rollen som forsørger, opdrager og forbillede - helt uden erfaring. Det er i grunden vanvittigt at blive forælder. Der er ingen teori- eller køreprøve. Ingen uddannelse. Ingen eksamen. Pludselig en dag har man bare små øjne, der ser på en som om, man ved alt og kan alt.
Og som forælder opdager man hurtigt, at selvom børn er vidt forskellige, så viser det sig jo, at der en hel del ting, som alle børn skal lære. Et sæt af evner børn som minimum skal tilegne sig. For eksempel vil de fleste være enige om, at børn skal lære at tale, gå, cykle, svømme, hoppe, lege, dele, sige undskyld, sige stop, sige tak, spise sine grøntsager (og hjemme hos os kunne sit fadervor). Der er rigeligt børn skal lære.
Men der er én ting, en ret komisk ting, som børn i vores tid skal lære, som er helt særlig for vores tid: At stole på automatiske døre. Stole på de vil åbne sig, når man går hen til dem. Og selvfølgelig også stole på de faktisk ikke klemmer en fast, hvis man ikke lige når igennem.
Det er en sjov situation at iagttage børns første bevidste møde med automatiske skydedøre. Ofte hænder det, at de små børn løber frimodigt imod et sæt åbne døre, blot for at se dem lukke sig lige foran næsen på dem. Og lige så hurtigt, som dørene lukker sig, lige så hurtigt taber barnet sin frimodighed. Døren åbnede sig jo for dem, der gik før mig? Hvorfor så ikke mig? Og så pludseligt, netop som barnet skuffet løber mod sine forældre, så fanger sensorerne barnets bevægelser og åbner sig igen - ofte til stor forbløffelse! Jamen, hvad sker der nu? Skal man gå væk før dørene åbner sig?
Det er en sjov hverdagssituation, der udspiller sig i tusindtal rundt om ved tusindvis af automatiske skydedøre. Et sjovt hverdagseksempel på tillid. Vil døren nu også åbne sig for mig? Jeg har set andre frimodigt gå ind og hver gang gik døren op. Nogle havde måske så travlt, de nær var gået ind i døren. Andre måtte justere tempoet for at nå igennem. Men hver gang gentager mønstret sig: Døren går op for det menneske, der vil ind. Stort som småt. Ungt som gammelt. Men man skal have tillid til det. Man skal turde stole på, at den lukkede dør vil åbne sig for en.
Sådan er det også i livet. Vi ved, at det kan gå galt. Alle slår panden mod en lukket dør før eller siden. Men tør vi fortsat stole på, at det også kan gå godt igen? Stole på, at døre vil åbne sig igen? Måske har du aldrig lært netop det. Det kan være det har været en for naiv tanke for dem, som har opfostret dig. Der er virkelig også mange "døre" i verden, som lukker sig for tiden. Døre til stræder og steder rundt om i verden som for tiden lukkes af krige og kriser. Men måske er det netop i disse tider vi skal være særligt taknemlige for de døre, som rent faktisk åbner sig automatisk for os.
Lige for tiden er det naturens "døre", som åbner sig automatisk omkring os. Hver dag vælter nye farver og lyde ud af de døre. Og i takt hermed kan der også åbnes døre inde i os. Døre, der åbner for stræder og steder med taknemlighed, livsmod og håb. Nogle døre har måske en særlig timing, vi lige skal øve os på. Et tempo man skal lære. Andre døre skal måske vristes op. Men der er faktisk døre, som åbner sig helt automatisk for dem, som vil ind.
Her tænker jeg på de døre, Gud har åbnet for os. Døre, vi frimodigt kan stole på, står åbne for enhver, som vil ind. Døre til stræder og steder med evig taknemlighed, tilgivelse, livsmod og håb. Døre, der vil lære os, at vi kan stole på, at det nok skal blive godt før eller siden. For det har Gud lovet. Og derfor forsøger jeg at lære mine børn, at de selvfølgelig skal turde stole på, at døren også vil åbne sig for dem.
Det kunne måske være, vi skulle overveje automatiske glasdøre i kirken?
