Vil I kæmpe for at rette op på antallet af ambulanceberedskaber?
Gruppeformænd og -kvinde i byrådet i Frederikshavn Kommune har skrevet dette åbne brev til Region Nordjylland: Kære regionsrådsmedlemmer. Vil I kæmpe for at rette op på antallet af ambulanceberedskaber?
Lad os slå fast: Vi ved godt, der skal spares, men vi ved også, det er muligt at lave en mere langsigtet plan.
Vi spørger, om I har en plan for at rette op på manglen på mandskab til ambulancer, så vi kan få flere ambulancer på gaden igen?
Vi er svært bekymrede over, at I fjerner ambulanceberedskaber helt i Sæby fra nytår og et natberedskab fra Frederikshavn. Og for kort tid siden måtte vi kæmpe for akutbil i Skagen.
Vi er bekymrede, fordi tryghed betyder noget for borgere, turister, virksomheder og arbejdstagere. Det betyder noget i forhold til bosætning og tiltrækning. Vi ved det, fordi det har Frederikshavn Kommune undersøgt.
Vi har som byråd fokus på tiltrækning, bosætning og jobs i vores kommune.
Vi har brug for jeres hjælp til ikke at blive udhulet på de parametre, I har indflydelse på - herunder ambulanceberedskaber og dermed tryghed.
Tak og god arbejdslyst.
Vi er også en del af Region Nordjylland.
Gruppeformænd og -kvinde i byrådet i Frederikshavn Kommune:
John Lamp Henriksen, C
Peter Sørensen, UP
Thomas Hjort, DF
Jens Nygaard, NB
Christina Lykke Eriksen, SF
Thomas Jørgensen, V
Kasten Thomsen, A