Gå til hoved-indhold
30. juni 2026 - kl. 12.06

Rekordvækst presser Holmbergs Køkken: Kattegat Silo på jagt efter ny restauratør

  • 1 af 1
    Ved udgangen af 2026 siger Mads Holmberg farvel til Kattegat Siloen og flytter tilbage til Holmbergs Køkkens oprindelige adresse på Fiskerihavnsgade 5 i Frederikshavn, hvor fokus fremover vil være rettet mod catering, mad ud af huset og kantineordninger.
Af: Michael Frederiksen

Holmbergs Køkken flytter ud af Kattegat Siloen. Beslutningen kommer som følge af den store succes med selskabsrestauranten, hvor den stigende efterspørgsel på selskaber, møder og konferencer har gjort det stadig vanskeligere at skaffe de nødvendige medarbejdere. Fremover samler virksomheden kræfterne om mad ud af huset og kantinedrift, mens Kattegat Siloen nu søger en ny restauratør til at drive selskabsrestauranten på niende etage.

Siden Holmbergs Køkken flyttede ind i Kattegat Siloen i 2023, har virksomheden oplevet markant vækst. Interessen for mad ud af huset, kantinedrift, møde- og konferenceforplejning samt selskaber har været større end nogensinde.

Men den store aktivitet har også gjort det stadig vanskeligere at skaffe de nødvendige medarbejdere til at drive alle forretningsområder samtidig.

- Vi er enormt glade for den udvikling, vi har oplevet. Men vi må også erkende, at det kræver mange medarbejdere at drive en selskabsrestaurant ved siden af catering, kantiner og mødeforplejning. Især rekruttering af de rette medarbejdere har været en udfordring, og derfor har vi valgt at fokusere på det, vi oprindeligt byggede virksomheden op omkring, nemlig mad ud af huset og kantinedrift, siger Mads Holmberg.

Hos Kattegat Siloen er man naturligvis ærgerlig over, at Holmbergs Køkken har truffet beslutningen, men ser samtidig en oplagt mulighed for en ny restauratør.

- Holmbergs Køkken har været en kæmpe succes og har skabt et fantastisk fundament. Derfor står vi nu med en attraktiv mulighed for en restauratør, som ønsker at drive en veldrevet selskabsrestaurant med en unik beliggenhed og en stærk kundeplatform, siger Martin Pedersen, direktør i Kattegat Silo.

Foruden selskabsrestauranten følger der en række faste opgaver med, som giver et solidt grundlag for forretningen:

  • Drift af selskabsrestaurant på niende etage
  • Kantinedrift for virksomhederne i Kattegat Siloen
  • Forplejning til møder og konferencer i huset

- Vi håber at finde en restauratør, som kan bygge videre på det stærke fundament, Holmbergs Køkken har skabt. Restauranten er blevet kendt for kvalitet, service og en helt særlig beliggenhed, og vi er overbeviste om, at potentialet er stort, siger Martin Pedersen.

Ved udgangen af 2026 siger Holmbergs Køkken farvel til Kattegat Siloen og flytter tilbage til virksomhedens oprindelige adresse på Fiskerihavnsgade 5 i Frederikshavn, hvor fokus fremover vil være rettet mod catering, mad ud af huset og kantineordninger.

Kattegat Siloen er allerede nu i dialog med interesserede restauratører, som ønsker at høre mere om mulighederne for at drive restauranten på niende etage.

Interesserede kan kontakte Martin Pedersen på mobil 30 70 46 99 eller mail.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...