Vinyl er hot: Musikelskere samlet i Maskinhallen
Onsdag aften lagde Maskinhallen rum til Carsten Holm og Flemming Møldrups musikalske talkshow "To mikrofoner og en stak vinyler".
Konceptet er ganske enkelt: Der sidder to mænd på en scene. Mellem sig har de en pladespiller og ved fødderne har de en stak grammofonplader. Og som Carsten Holm indledningsvis sagde, så snakker de, spiller lidt musik og så snakker de igen og spiller lidt musik, og så snakker de igen og spiller igen lidt musik og sådan fortsætter det.
Og hvad snakker de så om? De snakker generelt om musikkens betydning for os alle hver især og så om, hvordan den har haft indflydelse på og været med til at forme netop deres liv.
Carsten Holm, der som han selv sagde, nærmest er født I Danmarks Radio, kender vi fra adskillige radioudsendelser som manden med den fløjlsbløde dybe varme stemme, der ud over at spille plader også er god til at hyggesnakke med inviterede nye kunstnere.
Flemming Møldrup er børnebogsforfatter og livsstilsekspert og vel mest kendt for sin deltagelse i tv-programmet "Kender du typen?"
Vi hørte om, hvordan Flemming Møldrups teenageliv drastisk ændrede sig, da han første gang hørte Davis Bowie og fandt ud af, at han ville farve sit (dengang) hår sort, gå med neglelak og tage øjenskygge på, når han skulle til fest. Alt sammen forårsaget af en enkelt plade. Og Carsten Holm, der til konfirmationen fik Bruce Springsteens "Born in the USA", selvom han ikke havde en pladespiller. Og om hvordan han på Blå Mandag fik anskaffet en pladespiller, der godt nok var i uorden og spillede lp’en på 45 omdrejninger. Men det blev ordnet og så var hans liv viet til musikken.
Og der er da heller ingen tvivl om, at vi alle kender musiknumre, der bringer minderne frem. Den første plade man fik, måske en plade, der har trøstet dig, et stykke musik, der blev underlægningen til dine teenageår, en sang, der har ramt dig på grund af tekst eller melodi, en plade der åbnede din interesse for en ny type musik og så videre.
Undervejs i showet fik vi i et ping-pong med publikum gennemgået hele musikmediernes historie fra grammofonpladen og spolebåndoptageren, gennem kassettebånd, cd’er, minidisc, walkman, discman og meget mere. Og så tilbage til oprindelsen igen, hvor vinylpladen er tilbage. For baggrunden for showet er jo netop den fornyede interesse for vinyler.
Det gjorde sig allerede gældende ved ankomsten til Maskinhallen, da der i forhallen var opstillet adskillige mælkekasser med plader, som man så kunne gå på jagt i efter netop den plade, man altid har savnet. Og publikum var da også helt tydeligt vinylelskere i mange aldersgrupper.
Møldrup og Holm præsenterede også flere nye kunstnere som for eksemepel Drew Sycamore og Lucky Lo, der i lighed med alle andre nutidige kunstnere også udsender deres sange på vinyl. Og så var der plads til hyggelige smådrillerier mellem de to, hvor Møldrups evne til at gætte udvalgte publikummers musiktyper ud fra Holms beskrivelse af deres påklædning blev sat på prøve. Det gik naturligvis ikke særlig godt, men underholdende var det.
Det samme var en snak om misforståede tekster og guilty pleasures, hvor Carsten Holm blandt andet fortalte, hvordan han sammen med kammeraterne var til Death Metal med grupper som Cannibal Corpse, men når ingen så det, satte han Søs Fender på grammofonen.
Alt i alt en underholdende aften for musikelskere. Aftenen sluttede med Laid Backs Sunshine Reggae på grammofonen, så vil alle kunne gå hjem med positive tanker.









































