Gå til hoved-indhold
21. juli 2014 - kl. 04.07

20-årig køber grund og bygger hus i Østervrå

  • 1 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 2 af 4
    FOTO: Kanal Frederikshavn
  • 3 af 4
    Anders Højen får et gavekort på 30.000 kroner, fordi han var den første, som byggede hus på de nye grunde i Østervrå.
  • 4 af 4
    Anders Højen får et gavekort på 30.000 kroner, fordi han var den første, som byggede hus på de nye grunde i Østervrå.
Af: Kanal Frederikshavn

Frederikshavn Kommunes Ejendomscenter er næsten færdig med byggemodningen af de velbeliggende grunde på Bakkevænget i Østervrå, og samtidig er Anders Højen gået i gang med at bygge sit nye drømmehus på én af de attraktive grunde. 

I Østervrå kan man se frem til at få en ny ung tilflytter til byen. Den blot 20-årige Anders Højen glæder sig til at skulle flytte ind i sit nye hus, når det står helt klar til jul. Han er uddannet tømrer, og drømmehuset er en del af et byg-selv-projekt, som Anders har påtaget sig.

- Jeg har valgt at købe grund i Østervrå, fordi byen virker som et dejligt sted at være. Der er tæt til både by og åbent landskab, og jeg synes byen virker til at have et rigtig godt sammenhold, siger den unge husejer.

Anders Højen peger på, at det for ham også har spillet en stor rolle, at kommunen stiller krav om, at husene på Bakkevænget skal bygges efter energikravene for 2015.

- Det med energikravene synes jeg, er spændende, og netop fordi jeg selv bygger huset, har jeg jo mulighed for både at vælge de gode energiløsninger, men også hver en detalje ved huset, siger han.

Anders Højen overtog sin grund 1. april, og faktisk er det på grund af salget af den første grund, at Ejendomscenteret netop er i gang med at byggemodne yderligere seks grunde på Bakkevænget. Grundene har en særdeles god beliggenhed blot 500 meter fra skole og med direkte udsigt til åbent landskab.

Der er i alt otte grunde til salg på Bakkevænget, som koster fra 100.000 til 180.000 kroner. Hertil skal kommende købere betale tilslutningsbidrag til el, vand, varme kloak med mere. Køber modtager gavekort til værdi af 30.000 kroner.

Østervrå er en aktiv by, som har meget at tilbyde, og ikke mindst har byen et rigt foreningsliv og et rigtig godt sammenhold. Lokalt er man klar til at byde Anders Højen velkommen med manér. Foreninger og erhvervsliv står nemlig klar med et gavekort til en værdi af 30.000 kroner til den første køber, der begynder at bygge på Bakkevænget.

Frode Thule Jensen er initiativtageren bag indsamlingen, som fandt sted for to år siden i forbindelse med messe i Østervrå.

- Lokalt ville vi gerne gøre en ekstra indsats for at øge opmærksomheden på salget af grundene på Bakkevænget. Der var som bekendt rigtig stor lokal opbakning, og det betyder, at Anders Højen er meget velkommen til at tage kontakt til mig, sådan at vi kan overrække ham gavekortet på de 30.000 kr., som kan bruges hos de forskellige sponsorerer i byen, siger Frode Thule Jensen.

Han håber desuden, at byggemodningen vil gøre det attraktivt for endnu flere at bygge hus i Østervrå.

- Det er en stor gevinst for vores lokalsamfund i Østervrå, hvor det har væsentlig betydning, at der bliver bygget nye huse. Mange peger også på, at det er nemmere at sælge grunde, som er byggemodnede, og derfor er det meget positivt, at man er godt i gang, siger Frode Thule Jensen.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...