Gå til hoved-indhold
21. september 2025 - kl. 17.09

Pinlig indsats på egen is - høgene tabte 0-4 til Rødovre Mighty Bulls

  • 1 af 3
    Der var forbavsende tomt på de dyre pladser i hallen. Er der virkelig ikke mere interesse for byens flagskib fra erhvervslivet i Frederikshavn og omegn?
  • 2 af 3
    Der er noget at snakke om de kommende dage i WH-lejren, hvor der skal en anden indstilling til, hvis man vil væk fra sidstepladsen.
  • 3 af 3
    Der var forbavsende tomt på de dyre pladser i hallen. Er der virkelig ikke mere interesse for byens flagskib fra erhvervslivet i Frederikshavn og omegn?
Af: Michael Kristensen

En forfærdelig søndag eftermiddag for Frederikshavn White Hawks, der leverede sæsonens dårligste indsats og tabte 0-4 til Rødovre Mighty Bulls - endda i Nordjyske Bank Arena. Der manglede vildskab på et hold, der så brugte ud efter tre kampe på fem dage. Rødovre splittede til tider høgenes defensiv, og tre mål på små 10 minutter i anden periode afgjorde kampen. Med nederlaget dumpede WH ned på sidstepladsen i Metal Ligaen.

Det var et toptændt Rødovre-mandskab, der kom til Frederikshavn for at ride videre på bølgen fra fredag aften, hvor de besejrede Rungsted med hele 7-1. Det var også Rødovre, der var bedst i indledningen af første periode, hvor de flere gange testede August Hedlund i buret.

Den svenske keeper blev også passeret omkring midtvejs i perioden, men her kom Santeri Suistio på tværs og reddede pucken på selve målstregen. Det var svært i den her periode af kampen for høgene, som ikke producerede alverden offensivt.

Rødovre-kaptajn Mads Eller tog en tåbelig udvisning efter 13 minutter, men heller ikke her kunne høgene komme frem til de store chancer. Mikkel Bertelsen var var tættest på, men pucken sneg sig forbi Rødovre-målet.

Man havde indstillet sig på uafgjort ved første pause, men i tiden 18:34 bragte gæsterne sig foran 1-0. Mathias Hansen var over en retur fra August Hedlund og gjorde kort proces, da han klappede til pucken. Bekymrende passivitet i de defensive geledder hos White Hawks.

En dukkert for hjemmeholdet, der inden opgøret havde inviteret til publikumsfest i Nordjyske Bank Arena. En invitation, erhvervsklubbens folk ikke havde tænkt sig at sige ja tak til, for der var forbavsende tomt på de dyre pladser i hallen. Er der virkelig ikke mere interesse for byens flagskib fra erhvervslivet i Frederikshavn og omegn?

Om de havde set skriften på væggen inden, skal være usagt, for de lokale helte blev fuldstændig skilt ad i begyndelsen af anden periode. Det var decideret ringe det, der blev leveret, og det kunne spillerne ikke være bekendt overfor de trofaste supportere, der troligt sang og trommede for deres hold.

Mathias Hansen gjorde det til 2-0 for Rødovre, inden Joonas Niemelä, efter et gigantisk klumpspil, kunne smide skiven ind til 3-0. Nu forlangte flere af tilskuerne at få Kevin Frydkjær på isen, men det skete ikke. I stedet tog Fredrik Johansson en time out, men den hjalp ikke synderligt meget.

Marcus Almquist spadserede legende let igennem hele høgenes defensiv - for til sidst at drible udenom Hedlund og nærmest skøjte pucken ind i mål. Var der nogen, der sagde Michael Laudrup? Sikke en detalje af den dygtige Rødovre-forward.

Tredje periode blev nærmest en ørkenvandring af dimensioner. Begge hold havde indstillet sig på, at kampen var afgjort, så det blev en periode, der bare sådan skulle overstås. Rødovre havde et skud på overliggeren, og Ben Freeman var tæt på en reducering i powerplay, men han sendte pucken forbi nærmest tomt bur.

Der er noget at snakke om de kommende dage i WH-lejren, hvor der skal en anden indstilling til, hvis man vil væk fra den sidsteplads, holdet nu har lagt sig på. Man må forlange mere af de udenlandske spillere, der i dag var totalt anonyme. Og hvad med målmanden? Måske en idé at give Kevin Frydkjær chancen? Den loyale andenkeeper har blot spillet én periode i sæsonen, da han i onsdags blev sendt i aktion i tredje periode af udekampen mod Herlev.

Fredag aften går turen til Fyn, når de danske mestre fra Odense står på den anden side. En ny svær opgave for White Hawks.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...