Gå til hoved-indhold
20. september 2025 - kl. 00.09

Mexicanske rytmer, fotos, tarmflora, sang og tyske flygtninge

  • 1 af 1
    Den topprofessionelle mexicanske gruppe Bola Suriana kan opleves i Sæby søndag 28. september.
Af: Michael Frederiksen

For Retfærdigheden i Sæby lægger frem til 5. oktober lokaler til en nyligt åbnet fotoudstilling. Det er fotoklubben Foto9300, som viser en stemningsfuld udstilling over temaet "Himmel og hav" i Sæbys gamle råd- og tinghus i Algade.

Endvidere blændes der tirsdag 23. september kl. 19.00 op for den første af en række streaminger fra Aarhus Universitet – denne gang med titlen "Styrk dit tarmmikrobiom og hold dig rask".

Foredraget kan gøre dig klogere på, hvordan bakterier, vira og svampe, der lever i din tarm, påvirker alle kroppens organer på godt og ondt, og hvordan du med dit valg af livsstil selv bestemmer, om de arbejder for at fremme dit helbred.

Med Bitten ved klaveret og med gratis entré bydes på fællessang og hyggeligt samvær fredag 26. september kl. 14.00.

Søndag 28. september kl. 15.00 har Venneforeningen for fjerde gang fornøjelsen af at byde på fornøjelige mexicanske rytmer, når multiinstrumentalisterne i den topprofessionelle mexicanske gruppe Bola Suriana optræder med deres musikalitet og smittende livsglæde.

Bola Suriana kommer fra Michoacan i Mexico og har taget navn til minde om helten fra den mexicanske revolution Emiliano Zapata, og de leverer bl.a. dejlig latinamerikansk folkemusik. Entré 100 kroner, inkl. lidt spiseligt. Billetter bestilles www.retfaerdigheden.dk.

Mandag 6. oktober kl. 19.00 fortæller Henning Sørensen om tiden i Sæby efter afslutningen af 2. verdenskrig, hvor cirka. 2.000 tyske flygtninge boede i to store lejre langs med Frederikshavnsvej i Sæby. Flygtningene kom fra Østpreussen og flygtede for den sovjetiske hær, der rykkede frem mod Tyskland.

I alt cirka 250.000 tyske flygtninge kom til Danmark i slutningen af krigen. Nogle var her i op til fire år - bag pigtrådshegn og under bevogtning. De boede i store barakker og forsøgte at etablere en "normal" hverdag med skole, arbejde og fritidsbeskæftigelse. Flygtningene var i Sæby i cirka to år.

Foredraget fortæller om flugten, flygtningene, opholdet, hverdagen i lejrene, og hvordan det hele var organiseret af myndighederne i Danmark og i Sæby. I foredraget gennemgås forholdet mellem de tyske flygtninge og det omgivende danske samfund, bl.a. hvordan man i Sæby konkret samarbejdede med tyskerne i lejrene.

Foredraget afsluttes med en beskrivelse af, hvad der skete med flygtningene efter opholdet i Danmark. Entré 50 kroner. Billetter bestilles på www.retfaerdigheden.dk.

Der kan ses mere om årets arrangementer her: https://retfaerdigheden.dk/program.html.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...