Kommunens fordeling af tilskud kræver gennemsigtighed og lige vilkår
Borgmesterkandidat Jon Andersen samt byrådsmedlemmerne Jan Bjeldbak og Mette Hardam (alle Venstre), har skrevet dette indlæg: Venstres holdning til kommunale tilskud bliver efterlyst på Kanal Frederikshavns Facebookside. En borger skriver: "Vi ved, at I – hvis I bliver genvalgt – ikke vil støtte op om kommunale udviklingskroner til de velfungerende events." Det er ikke korrekt.
Når kommunen støtter arrangementer og events, bør det altid ske med fokus på at skabe mest mulig værdi – både for borgerne, foreningerne og lokalområderne. I Venstre er vi optaget af, hvordan vi sikrer, at kommunale midler fordeles gennemsigtigt, fair og på lige vilkår. Det skal altid være tydeligt, hvorfor nogen får støtte, og andre ikke gør.
Vi skal samtidig være bevidste om, at hver krone, vi bruger på tilskud, er en krone, vi ikke kan bruge på skole, ældrepleje eller andre velfærdsområder. Derfor har vi som politikere et ansvar for at sikre, at støtten skaber mest mulig værdi – både for nuværende og kommende generationer.
Tilskud skal altid bygge på ansøgninger
Udgangspunktet for kommunal støtte må altid være, at arrangøren selv tager initiativet og indsender en ansøgning, som kan behandles åbent og på lige fod med andre.
For Venstre er kommunal støtte ikke et mål i sig selv, men et redskab til at sætte gang i aktivitet, engagement og fællesskab. Det gælder både for nye idéer og for allerede etablerede initiativer.
Giv plads til nye idéer – og hjælp eksisterende med at udvikle sig
For os handler det ikke om et "enten-eller". Vi skal både kunne støtte nye initiativer og give udviklingsstilskud til velfungerende events.
Mange eksisterende arrangementer skaber stor værdi – både socialt, sportsligt, kulturelt og økonomisk. Det anerkender vi fuldt ud. Vi skal ikke overse muligheden for at gøre noget stort endnu større. Tilskud til sådanne arrangører skal dog bero på en plan for, hvordan arrangementet kan udvikle sig, og hvorfor der er behov for støtte.
Samtidig må langvarig støtte ikke stå i vejen for en naturlig udvikling, hvor nye idéer får plads, og hvor foreninger og lokalsamfund i højere grad løfter i fællesskab.
Kommunens tilskud til nye events har ofte stor værdi for arrangørerne, fordi dette kan være startskuddet til senere at få støtte fra nationale og internationale fondsmidler. Også i mindre skala kan et kommunalt tilsagn være guld værd. Vi må aldrig glemme, at de fleste store events er startet i det små.
Gennemsigtighed i regnskaberne
Helt grundlæggende bør alle kommunale tilskud være synlige i kommunens regnskab. Vi skal kunne se, hvad det koster at drive forskellige aktiviteter – det giver et solidt grundlag for at prioritere, hvad vi vil støtte, og hvad vi må vælge fra.
At give nye tilskud er nemt – for modtagerne er naturligvis glade. Det svære er at tage tilskud væk. Netop derfor skal vi have klare og gennemskuelige kriterier, så beslutningerne opleves som fair.
Vores mål er enkelt
Mest muligt for pengene – til gavn for hele kommunen.