Gå til hoved-indhold
22. september 2025 - kl. 00.09

Støtteindsamling med opbakning fra hele landet – over 200.000 kroner indsamlet

  • 1 af 1
Af: Michael Frederiksen

Med mere end 200.000 kroner indsamlet og en voksende bevægelse af støtter i ryggen er håbet for Christina, der lider af en kompleks hjernetumor, stærkere end nogensinde.

 

Som tidligere omtalt på Kanal Frederikshavn har Charlotte Kløjgaard Jensen fra Frederikshavn taget et usædvanligt og hjertevarmt initiativ for at redde sin elskede storesøster, Christina. Med et stærkt håb om at give Christina en reel chance for livet har Charlotte startet en godkendt, officiel indsamling til støtte for en akut og nødvendig operation i udlandet.

Christina lider af en kompleks hjernetumor, som desværre ikke kan opereres i Danmark. Familien har derfor fundet et privathospital i Barcelona, som har sagt ja til at udføre operationen. Christina er allerede i Barcelona og er i gang med de første undersøgelser.

Stor folkelig opbakning – og stærk støtte fra erhvervslivet
På ganske få uger har indsamlingen opnået en overvældende opbakning – både lokalt, nationalt og internationalt. Der er allerede indsamlet over 200.000 kroner, og beløbet vokser fortsat.

Særligt den danske erhvervssektor har vist stor generøsitet. Et væld af lokale butikker, virksomheder, restauranter og andre erhvervsdrivende har valgt at støtte op om sagen ved at donere varer, gavekort og oplevelser til formålet. Disse donationer bliver løbende lagt op i den officielle Facebook-gruppe, hvor alle har mulighed for at:

  • Byde på de donerede varer via auktioner
  • Deltage i konkurrencer om at vinde gaverne
  • Støtte med et mindre beløb ved at overføre til det MobilePay Box-nummer, som fremgår af hver enkelt opslag.

Det har skabt en positiv og engageret stemning i gruppen – et fællesskab fyldt med håb, handling og medmenneskelighed.

- Vi ønskede at skabe noget, hvor folk både kunne bidrage og få lidt tilbage - samtidig med, at vi spreder budskabet. Den enorme opbakning fra både private og erhvervsdrivende har rørt os dybt, fortæller Charlotte Kløjgaard Jensen.

Facebook-gruppen samler fællesskabet
Facebook-gruppen, der er centrum for aktiviteten, har nu næsten 800 medlemmer og vokser dagligt. Her deles løbende opdateringer om Christinas situation, kommende aktiviteter og resultater fra konkurrencer og auktioner.

- Jo flere vi er, jo mere kan vi gøre. Det betyder alverden for Christina - og for mig som hendes lillesøster - at mærke den enorme støtte, siger Charlotte Kløjgaard Jensen.

Sådan kan du støtte indsamlingen til Christina
Bankoverførsel:
Indbetal et valgfrit beløb til:
Nordjyske Bank – registreringsnummer 8090 og kontonummer 0001016847

GoFundMe

MobilePay Box:
Støt direkte via disse numre (nogle bruges også ved konkurrencer):
9953GF
2644ZA
5521QN

- Skulle et af numrene vært "fyldt", så prøv venligst et af de andre numre, lyder det fra Charlotte Kløjgaard Jensen.     

Man kan følge og læse mere om indsamlingen her på Charlottes Facebook.

- Næsten 2.000 personer har allerede delt det første Facebook-opslag om indsamlingen, så vi tror og håber, det lykkes at indsamle pengene, siger Charlotte Kløjgaard Jensen.

Familien er dybt taknemmelig for den massive støtte. Med mere end 200.000 kroner indsamlet og en voksende bevægelse af støtter i ryggen, er håbet for Christina stærkere end nogensinde.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...