Gå til hoved-indhold
22. september 2025 - kl. 10.09

​​​​​​​Hotel Aahøj i Sæby udvider - og har fået ny nøglemedarbejder

  • 1 af 3
    Nyansatte Michael Bailey Kruse skal sammen med Kamilla Vinter føre hotellet til nye højder.
  • 2 af 3
    Kamilla Vinter glæder sig over ansættelsen af Michael Bailey Kruse, som er faglært tjener og butler.
  • 3 af 3
    Kamilla Vinter satte Hotel Aahøj til salg, men nu kører hun hotellet videre - og udvider det.
Af: Michael Frederiksen

Hotel Aahøj er nu klar til at præsentere fremtidens planer for det lille idylliske hotel i hjertet af Sæby. Hotellet står overfor et ambitiøst udviklingsprojekt. 

Hotel Aahøj var kortvarigt til salg i vinteren 24/25, hvilket gav anledning til spekulationer om hotellets fremtid. Kamilla Vinter, direktør og indehaver, modtog flere interessante bud, seriøse henvendelser og spændende samtaler i forbindelse med, at hotellet var til salg. Alt blev dog afslået fra indehaverens side.

- Jeg satte hotellet til salg, fordi jeg formodede, at den gode forretning lå i salget af virksomheden. Efter to års drift, med en vækstprocent i omsætningen fra år 2021 til 2024 på 186 procent, vurderede jeg, at salgspotentialet var til stede. Samtidig havde jeg fået et tilbud om at starte et andet spændende projekt op, og jeg har generelt svært ved at takke nej til en god ide, forklarer Kamilla Vinter.

Hun fortæller også, at overtagelsen af Hotel Aahøj tilbage i januar 2023 har været forbundet med flere forskellige udfordringer. Heriblandt en 13 måneder lang kommunal sagsbehandling for at få hotellet godkendt og klar til den nuværende drift. Hotellet er heldigvis på den anden side af den lange og økonomisk belastende proces.

- Bureaukratiet har kostet mange kræfter, især mentalt. Det har samtidigt kostet en masse -efter min mening - unødige penge, og værst af alt, fjernet fokus fra at skabe et high-end-hotel med service i særklasse i en skøn upcoming by, hvor turismen har kæmpe potentiale, mener Kamilla Vinter.

Efter knap tre års hoteldrift med Kamilla Vinter i spidsen for foretagende kan Hotel Aahøj fremvise en gæstetilfredshed på 4,8 ud af 5 stjerner. Indehaveren ser frem til at fortsætte de gode takter, som også indbefatter en række nye tiltag.

- De forskellige investeringer som anlæg af ”Aahøj Sauna Retreat” og opbygning af en konferencedel i løbet af hotellets to første driftsår har givet pote. Hotel Aahøj kan nu så småt høste frugterne af indsatsen. Dags dato ligger vi over det budgetterede niveau, og vi forventer at lave overskud på bundlinjen ved udgangen af 2025. Dét er jeg rigtig stolt over, udtaler Kamilla Vinter.

Hotel Aahøj arbejder i skrivende stund på at udvide overnatningskapaciteten yderligere. Hotellet har succes med især at ramme de norske leisure turister og de danske forretningsgæster.

- Min plan er at udvide hotellet med cirka 25 procent flere sengepladser i forhold til det nuværende niveau, oplyser Kamilla Vinter.

De ekstra sengepladser indbefatter blandt andet overtagelse af endnu en luksuslejlighed i lejekomplekset på Vestergade 1, også kaldet "Vesterhøj". Hotel Aahøj udvider dermed samarbejdet med ejerne af lejekomplekset, hvoraf Aahøj drifter tre ud af i alt fire lejemål.

En udvidelse af Hotel Aahøj kræver også dygtige folk på posten, og hotellet byder derfor velkommen til en ny frontperson og nøglemedarbejder, nemlig Michael Bailey Kruse, som sammen med Kamilla Vinter skal føre hotellet til nye højder.

- Der har været behov for en omstrukturering af staben, og jeg har derfor vemodigt sagt farvel til nogle af hotellets faste timeansatte folk. Til gengæld har jeg prioriteret en ansættelse af en stærk og primær profil, som skal bidrage med nye synspunkter til hotellets vækst. Ligeledes aflaste mig, således jeg også har energi til den fortsatte rejse, forklarer Kamilla Vinter og fortsætter:

- Michael er et kendt navn i branchen og er faglært tjener og butler. Han har et højtudviklet servicegen, hvilket vi ved, at vores gæster sætter stor pris på. Jeg øjner også muligheden for at udvide hotellet indenfor "mad og drikke", når jeg nu er lykkedes med at få en dygtig restauratør i huset.

Hotel Aahøj går i gang med etableringen af de ekstra sengepladser fra 1. november med henblik på, at alt står klart til påsken 2026.

Seneste nyheder

Mest læste nyheder lige nu...